I efteråret 2019 sad to professionelle smagstestere og blindsmagte sig vej gennem seks vanilje-ispinde med chokoladeovertræk.

Vinderen blev Bilka og Føtex' Vores-is. Nummer to var Rema 1000's eget mærke. Helt nede på femtepladsen landede så den is, alle andre havde modelleret sig efter: Magnum. Den kostede til gengæld dobbelt så meget som den billige vinder.

Nogle måneder efter is-testen i Politiken fik de dyre varer så endnu en kindhest.

Her blindsmagte konditor Nanna Pörtner fem forskellige roulader for B.T.

Vinderen var en billig variant fra Netto. Den slog Dan Cakes roulade fra Meny, som var 14 kroner dyrere end Nettos – og altså mere end dobbelt så dyr.

Og sådan kan man blive ved.

I takt med at supermarkederne i Danmark har skruet kraftigt op for mængden af egne mærker – de såkaldte private labels – er forskellen på kvalitet og smag fra de dyreste mærkevarer til de billigste blevet mindre, selvom prisen for mærkevarerne er langt højere.

»For 10 år siden blev jeg meget overrasket, når et private label-produkt vandt over et dyrt mærke i smagstest. I dag bliver jeg ikke lige så overrasket,« siger Micahel René, lektor ved Københavns Professionhøjskole og dommer i flere hundrede smagstest gennem årene.

Med andre ord: Der er rigtig god grund til at se sig lidt om.

Økonomiske incitamenter er der nok af. Tag bare de her eksempler fra et hurtigt besøg, B.T. onsdag aflagde Føtex på Vesterbro i København:

Hvis du for eksempel kan nøjes med Vores Cornflakes frem for Kelloggs, sparer du 20 kroner pakken. Kan du nøjes med Vores Franske Kartofler frem for Kims, sparer du 13,50 kroner posen – og der er sågar 125 gram ekstra chips i posen.

Selv på flåede tomater sparer du fem kroner ved at købe en dåse budget-tomater frem for De Cecco.

Budget koster 5,95. Vores koster 7,00. De Cecco koster 10,95.
Budget koster 5,95. Vores koster 7,00. De Cecco koster 10,95. Foto: Maren Urban Swart
Vis mere

Faktisk er prisforskellene på mærkevarer og supermarkedernes egne mærker så store, at en analyse i Søndagsavisen i 2018 viste, at hvis du går fra at købe mærkevarer som Kims, Pepsi, Riberhus og Kelloggs til butikkernes egne varianter, er du nede i halv pris.

Det svarer teoretisk set til en besparelse på mere end 10.000 kroner om året i en gennemsnitlig husstand.

»Hvis du kan se bort fra mærket på varen og kun interesserer dig for, hvordan det smager, så er der altså virkelig penge at spare,« siger Ann Lehmann Erichsen, forbrugerøkonom ved Nordea:

»Man skal turde smage på private label-varianterne. Hvis du ser bag på pakken og undersøger ingredienserne, vil du opdage, at den billige og mærkevaren ofte ligner hinanden. Så det er bare med at prøve sig frem og lade smagsløgene guide dig.«

Hvis du kan nøjes med Vores Cornflakes, slipper du med 10,95. Skal du have Kelloggs, er prisen 30,95.
Hvis du kan nøjes med Vores Cornflakes, slipper du med 10,95. Skal du have Kelloggs, er prisen 30,95. Foto: Maren Urban Swart
Vis mere

Michael René understreger dog også, at det ikke altid er så enkelt.

Der er trods alt mange tilfælde, hvor pris rent faktisk følger kvalitet.

»Der er selvfølgelig også billige private label-varer, som ikke er gode. Men jeg synes da helt sikkert, at man skal prøve private label. Man bør en gang imellem købe to produkter i samme kategori og lave en lille sammenligning hjemme i køkkenet,« siger Michael René:

»Når man ser bagpå, er det jo tit samme producent eller samme fabrik, der har lavet private label-produktet og mærkevaren. Så det er med at se godt efter, og hvis man finder private label-produkter, der smager godt, så har man sparet penge.«