En kvinde i 50'erne fra Tønder Kommune fik det bedste påskeæg, man overhovedet kan ønske sig.

Det var hverken fyldig chokolade eller snaps, der fik hende til at lette fra stolen, men et skrabelod, som havde gjort hende til millionær, skriver Danske Spil i en pressemeddelelse.

Skrabeloddet 'Påskeæg' købte hun dagen inden i kiosken. Det blev et spontant køb, som hun aldrig vil fortryde.

For dagen efter sad hun sammen med sin mand og nød en god påskefrokost med sild, øl og snaps, da hun hev skrabeloddet frem.

Skrabeloddet 'Påskeæg'.
Skrabeloddet 'Påskeæg'.
Vis mere

Hun præsenterede det som en overraskelse for sin mand:

»Jeg tilføjede, selvfølgelig i sjov, at hvis jeg vandt en million kroner, så måtte han få en ny bil. Et par sekunder senere sad jeg helt målløs og kiggede på loddet. Der var rigtig mange æg. Jeg tog snapsen, som jeg var ved at få galt i halsen, og udbrød: Jeg tror altså, du skal have noget nyt at køre i.«

Men påskeharens glamourøse overraskelse var slet ikke til at forstå. De talte æggene efter igen og igen, og i stedet for at nive sig i armene, prikkede de til sidst hul i loddet for at sikre sig, at den var god nok.

Præmien skulle udløses dagen efter, da de allerede havde fået noget indenbords, så natten over beskyttede de gevinsten som var det deres eget barn.

Loddet blev låst væk, men kvinden kunne slet ikke falde til ro og listede flere gange ned for at tjekke det igen.

Dagen efter indløste de milliongevinsten, og pengene falder på et tørt sted. Den anonyme kvinde er kronisk syg, og er derfor ikke i stand til at arbejde fuldtid. Og så har pengene givet hende noget at tygge på:

»Denne gevinst hjælper os virkelig i den rigtige retning. Nu skal jeg bare lige lære at sove igen. For jeg må indrømme, at jeg har ligget hver eneste nat og spekuleret på, hvordan man får brugt pengene bedst muligt. Vi er ikke typerne, der skal ud at købe alle mulige ting.«

Hun fortæller, at der i hvert skal investeres i en ny bil. Men parret har ikke i sinde, at kaste om sig med pengene. Børn og børnebørn har fået en skilling, der er blevet afbetalt på noget gæld, og så gemmes resten af pengene til fremtiden:

»Min søn sagde, at nu kunne vi komme på en lang rejse og gøre sådan og sådan. Men vi nyder faktisk at være hjemme og i vores sommerhus. Jeg synes, vi har mange gode oplevelser med vores familie og venner, hvilket er livskvalitet for os. Men det giver jo en helt fantastisk ro i maven, at man har en buffer, hvis noget uventet pludselig skulle ske. Det har vi jo set med Corona.«