Det, der skulle have været en hyggelig ferierejse til Thailand, er endt som en økonomisk bet for 31-årige Yara Chanaa fra København.

I november 2018 tog hun i lufthavnen sammen med sin søn, svigermor og daværende mand.

Flyet fra Norwegian skulle lette om formiddagen med kurs mod Thailands hvide sandstrande, men der kom løbende meldinger om, at flyet var forsinket.

»Det var megafrustrerende. Man havde bare lyst til at gå hjem og vente i stedet for at sidde i lufthavnen. Vi havde jo en lang rejse foran os,« husker Yara Chanaa.

Yara Shanaas fly med med Norwegian blev aflyst. Nu kan hun vinke farvel til kompensation.
Yara Shanaas fly med med Norwegian blev aflyst. Nu kan hun vinke farvel til kompensation. Foto: Privat foto
Vis mere

»Vi fik nogle madkuponer. Vi ventede og ventede, og til sidst fik vi at vide, at flyet var aflyst.«

Yara Chanaa og familien blev først ombooket til et andet fly om aftenen.

På grund af aflysningen var de som følge af EU-regler sikret ret til en klækkelig kompensation på flere tusinde kroner pr. billet.

Hendes daværende mand kontaktede virksomheden Flypenge.dk, der mod et gebyr arbejder for at få passagerernes retmæssige tilgodehavender udbetalt fra flyselskaberne. Nogle gange går det let og smertefrit, andre gange ender det i opslidende og langvarige retssager.

Yara Chanaa og familien kom hjem fra ferien, men der kom ingen kompensation.

Månederne gik, og der kom stadig ingen kompensation.

Og så kom coronakrisen, som sendte Norwegian på randen af konkurs.

Det norske flyselskab er nu blevet rekonstrueret under irsk ret.

Det er godt nyt for aktionærerne, der dermed ikke mister hele deres investering, men skidt for Yara Chanaa og mange andre forbrugere, der havde et legitimt krav mod selskabet på grund af forsinkelser og aflysninger.

For blandt andet at nedbringe flyselskabets gæld fra 40 til 20 milliarder norske kroner er der nemlig 34.000 Norwegian-kunder, der ikke får refunderet deres penge. Heraf er cirka 100 forbrugere danske.

En lang række forbrugerkrav mod Norwegian bliver nemlig nu afgjort med en fælles, lille udbetaling, der blot dækker tre-fem procent af deres legitime krav. Det skyldes, at selskabet er under såkaldt konkursbeskyttelse i Irland.

Da Yara Chanaas sag er af ældre dato, kan hun definitivt vinke farvel til kompensationen for den aflyste flyafgang, fordi der under rekonstruktionen af Norwegian er blevet trukket en streg i sandet.

Helt almindelige forbrugere, der har købt flybilletter før rekonstruktionsdatoen 18. november 2020, bliver nemlig nu sidestillet med andre kreditorer, og det betyder, at de kun har ret til op til fem procent af deres oprindelige krav.

Det har Norwegians kommunikationschef i Danmark, Andreas Hjørnholm, tidligere fortalt til B.T.

Men det er urimeligt, at forbrugere sidestilles med aktionærer, som løber en kalkuleret risiko som investorer, mener direktør i Flypenge.dk, Dekan Salar.

Dekan Salar, direktør i Flypenge.dk.
Dekan Salar, direktør i Flypenge.dk. Foto: Pressefoto
Vis mere

»Havde Norwegian været lidt mindre fodslæbende overfor de helt legitime og lovbeskyttede forbrugerkrav, var dette ikke sket. En række selskaber lader til at spekulere i udsættelser og retssager på disse kompensationer, og nu må forbrugerne betale gildet,« siger hun.

Norwegian ville gerne have haft mulighed for at udbetale kompensation til alle berørte kunder, men det har ikke været muligt på grund af vilkårene for rekonstruktionen. Det har Andreas Hjørnholm tidligere udtalt til B.T.:

»Det vigtigste for os er vores kunder. Derfor har vi igennem hele rekonstruktionsprocessen arbejdet for at få lov at refundere de resterende kunder, indtil det forleden stod klart, at de juridiske rammer for processen desværre betyder, at vi ikke får mulighed for det.«

»Det ærgrer os, for vi ved godt, at det ikke er en tilfredsstillende løsning for de kunder, der bliver ramt.«

Den del er Yara Shanaa enig med Norwegian i.

»Det er bare ikke ikke i orden, at rekonstruktionen betyder, at man bare kan se bort fra os kunder. Det er overhovedet ikke i orden.«