Næste år står 300.000 aarhusianere til at få store besparelser.

Prisen på fjernvarme bliver nemlig sænket markant, og det betyder, at en ejer af et gennemsnitshus kan få en besparelse på omkring 2.000 kroner næste år.

Det skriver AffaldVarme Aarhus i en pressemeddelelse.

AffaldVarme Aarhus har næsten 300.000 kunder, der får leveret fjernvarme. Og de kunder kan fra årsskiftet se frem til store besparelser på regningen.

Selskabet skriver, at en standardkunde i et hus på 130 kvadratmeter, der har et forbrug på 18,1 MWh/år, vil spare helt op mod 1.968 kroner i forhold til sidste år.

En standardkunde i en lejlighed på 75 kvadratmeter med et forbrug på 8 MWh/år vil spare omkring 694 kroner.

»Vores hovedfokus er kunderne, og derfor er det en stor tilfredsstillelse, at vi kan levere fjernvarme, som er endnu billigere end året før. Det er med til at understrege, at fjernvarmen i Aarhus er meget konkurrencedygtig og et godt valg,« siger administrerende direktør i AffaldVarme Aarhus Bjarne Munk Jensen.

AffaldVarme Aarhus har valgt at sænke prisen for næste år, fordi prisen i 2021 har været højere end normalt på grund af et underskud i 2020.

»I en tid med store udsving i priserne på blandt andet naturgas og el er vi glade for, at vi i Aarhus har spredt risikoen ud på mange energikilder. Det giver os en stor fleksibilitet. Fjernvarmen er stabil og driftssikker, og kunderne skal også kunne regne med prisen,« siger Bjarne Munk Jensen.