Mette Frederiksen og forsvarsminister Trine Bramsen har indtil videre nægtet at kommentere anklagerne i tidligere spionchef Lars Findsens opsigtsvækkende bog.

Siden bogen udkom torsdag, har flere af regeringens ministre og førende socialdemokrater holdt sagen ud i strakt arm og nægtet at kommentere sagen med henvisning til, at de har tavshedspligt.

Den forklaring holder dog ikke, lyder det nu fra flere eksperter.

»Der er to juridiske spor i sagen, hvor der kan være tale om tavshedspligt. Det ene handler om det personalemæssige. Det andet handler om det efterretningsmæssige. Det betyder bare ikke, at ministrene slet ikke må sige noget om sagen,« siger Steen Schaumburg-Müller, professor ved Juridisk Institut på Syddansk Universitet.

Den tidligere forsvarsminister sagde ifølge bogen følgende til Lars Findsen på et møde:

»Jeg er med på, at der ikke er noget at bebrejde hverken FE, din indhentningschef eller dig. Men du har været med i så mange år, at du godt ved, at jeg skal kunne tælle til 90,« sagde Trine Bramsen.

I eksemplet hvor Findsen refererer til en samtale, han har haft med Trine Bramsen burde der, ifølge Steen Schaumburg-Müller, ikke være noget til hinder for, at Bramsen kunne komme med sin udlægning af samtalen.

Statsminister Mette Frederiksen møder pressen om Lars Findsen bog i Aalborg, torsdag 13. oktober 2022. (Affot. fra video). (Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix)
Statsminister Mette Frederiksen møder pressen om Lars Findsen bog i Aalborg, torsdag 13. oktober 2022. (Affot. fra video). (Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix) Foto: Henning Bagger
Vis mere

»Der er jo ikke tavshedspligt om at fortælle om, hvad regeringens politik er heller. Generelt vil jeg sige, at man sidder med en fornemmelse af, at der bliver mørklagt meget mere end det er juridisk nødvendigt i den her sag,« siger Steen Schaumburg-Müller.

Sten Bønsing, professor i forvaltningsret ved Aalborg Universitet, deler vurderingen.

»Der er ikke nogen tavshedspligt, der forhindrer Trine Bramsen i at bekræfte, at hun har sagt det, som Findsen siger, hun har sagt,« siger han og fortsætter:

»Der er heller ikke noget, der forhindrer hende i at sige det, hvis hun har en anden oplevelse af forløbet,« siger Bønsing.

Ifølge Sten Bønsing kan Trine Bramsen dog komme i problemer med sin tavshedspligt, hvis hun går nærmere ind i diskussion af årsagerne til hjemsendelsen. Der kan meget hurtigt være detaljer, som hun ikke må komme ind på.

Trine Bramsen holder fredag fast i, at hun mener at have tavshedspligt, og derfor ikke kan sige noget overhovedet.

»Jeg har ikke nogen kommentarer til, hvad der er skrevet i en bog. Jeg er underlagt tavshedspligt,« lød det fra Bramsen.

Hun nægtede samtidig at uddybe, hvad hendes tavshedspligt konkret skulle indebære.