Tidligere spionchef Lars Findsen udgiver en bog, hvor han blandt andet fortæller om sin anholdelse i december sidste år.
Det fortæller journalist Mette Mayli Albæk, som Lars Findsens bog er fortalt til, på Twitter.
Bogen har fået titlen 'Spionchefen – erindringer fra celle 18'.
Der har ikke været nogen som helst omtale af bogen på forhånd, men den udkommer i dag.
I bogen fortæller Lars Findsen, som er tiltalt for at have lækket statshemmeligheder til blandt andre journalister, angivelig om sin tid i spidsen for både Politiets Efterretningstjeneste og Forsvarets Efterretningstjeneste.
Ifølge Lars Findsen blev han umiddelbart efter sin anholdelse i Københavns Lufthavn i december 2021 af PET opfordret til at indgå en aftale.
Den indebar, at Lars Findsen skulle tilstå noget – og desuden fortælle, hvem i PET som pressen havde benyttet som kilder til artikler om efterretningstjenesterne. Det rapporterer DR.
Det ønskede Lars Findsen ikke. Han ville ikke tilstå noget, han ikke havde gjort.
»Og jeg har ikke nogen viden om, hvilke kilder pressen måtte have ude hos jer i PET,« skriver Lars Findsen om samtalen ifølge DR i sin bog.
Lars Findsen blev løsladt for otte måneder siden efter en ti uger lang varetægtsfængsling.
Han er fortsat tiltalt for i alt seks forhold og nægter sig skyldig i alle anklager.