Skandaløst. Rystende. Skræmmende og fuldstændig uacceptabelt.

Med de ord reagerer flere partier nu på B.T.'s afsløringer, som har tegnet et helt andet og langt mindre kønt billede af beredskabet ved skyderiet i Field's.

»Det er nogle voldsomt bekymrende oplysninger. Vi skal være trygge ved, at vi har et tilstrækkeligt beredskab. Det har der åbenlyst ikke været,« siger Kirsten Normann Andersen fra SF.

I flere artikler har B.T. afdækket, hvordan der var for få ambulancer. Selv Hovedstadens super-ambulancer, som er indkøbt til terrorangreb, kom for sent. Region Hovedstadens Akutberedskab vil af sikkerhedsmæssige årsager ikke oplyse detaljer om udrykningen den dag, men sundhedsministeren erkender, at der er tale om nogle problemer.

»Vi var ikke tilstrækkeligt rustede og polstrede i vores bemanding,« lyder det fra Magnus Heunicke.

Senest har B.T. mødt den 50-årige svenske mand, som blev skudt i maven af gerningsmanden i Field's.

Han fortæller, at politiet ikke kunne få en ambulance, så i stedet kørte de ham på Rigshospitalet på bagsædet af politibilen. Derudover fortæller kilder, at der kun var fire ambulancer ved Field's de første 40 minutter efter skyderiet.

På baggrund af historierne vil SF efter valget kræve en udførlig redegørelse af indsatsen ved Field's og indkalde den siddende sundhedsminister i samråd. Også fra sundhedsordførerne hos regeringens to øvrige støttepartier er reaktionen hård. Enhedslisten mener blandt andet, at der er tale om en »undladelsessynd« af regeringen.

»Det er fuldstændig uacceptabelt. De beskrivelser af hændelsesforløbet viser, at det kunne have kostet menneskeliv,« siger Peder Hvelplund.

Stinus Lindgreen fra Radikale Venstre mener også, at der åbenlyst er mangler i beredskabet.

»Det er menneskeligt og økonomisk et forkert sted at spare. Vi skal have et beredskab.«

Sundhedsminister Magnus Heunicke er dog lodret uenig i, at der er blevet sparet på området under regeringen.

Mener du, at regeringen kunne have gjort mere for at sikre et bedre beredskab?

»Det kan sagtens være. Men jeg vil vente til at se konklusionen af en undersøgelse. Vi er i hvert fald klar til at gøre mere, hvis der er behov for det.«

Dansk Folkepartis formand, Morten Messerschmidt, kalder de nye oplysninger i sagen for rystende. Han kræver derfor nu også handling fra ministeren.

»Jeg vil kræve, at ministeren laver en tilbundsgående rapport til Folketinget, så vi kan se på, hvor der skal tilføres ressourcer.«

Lars Boje Mathiesen fra Nye Borgerlige påpeger, at ministeren i hvert fald ikke kan være overrasket over problemerne på området. I Sundhedsudvalget har der de seneste tre år været talrige historier om forholdene i Akutberedskabet og sundhedsvæsenet generelt. Han støtter derfor en grundig evaluering, hvilket Magnus Heunicke også bakker op om.

»Vi må få belyst, om der er truffet forkerte beslutninger, eller om der mangler beredskab,« siger ministeren.

Region Hovedstadens Akutberedskab har til B.T. oplyst, at der er iværksat en grundig evaluering af hændelsen for at ruste beredskabet bedre i fremtiden. Derudover er der indkøbt international ekspertrådgivning.