Zlatan Ibrahimovic viste fremragende styrke, da han søndag aften først diskede op med en fremragende assist, inden han selv kom på måltavlen mod Inter.
Alligevel endte AC Milan med at tabe opgøret 2-4, og nu viser det sig, at der er mere at være utilfreds over for den svenske angriber.
38-årige Zlatan med bosniske rødder samt holdkammeraten Franck Kessie blev nemlig udsat for racisme under opgøret. Det skriver flere italienske medier, herunder mediet ANSA.
De racistiske tilråb skulle være kommet fra Inter-fansene. Her skulle de have råbt: 'Du er en sigøjner'.
Det fortæller journalisten Thomas Folfi også i et opslag på Twitter.
Zlatan Ibrahimovic spillede i netop Inter fra 2006 til 2009, inden han blev solgt til FC Barcelona.
Den svenske superstjerne skiftede i januar fra LA Galaxy til AC Milan og har allerede bevist, at han langt fra er en færdig mand på trods af sine høje alder.
Det er således blevet til masser af spilletid, ligesom han også har kvitteret med tre mål i løbet af sine første seks kampe for klubben.

I første halvleg i søndagens derby var han i den grad også toneangivende med først en flot assist, inden han kunne stange 2-0-målet i kassen kørt for pausefløjt.
I anden halvleg vendte Inter så det hele på hovedet og kunne til sidst juble over en sejr på 4-2 over lokalrivalerne, der måtte forlade banen i skuffelse.
AC Milan indtager lige nu en tiendeplads i Serie A med 32 point efter 23 kampe.
I toppen af tabellen ligger Inter på 54 point - samme antal som Juventus, der dog har en dårligere målscore.