Han startede på bænken, men hos TV 2 er han første mand på holdkortet.

Christian Eriksen får nemlig seertallet til at gå op gennem taget på tv-stationens nye satsning TV2 Sport X.

Således så imponerende 89.000 med i første halvleg af Milano-derbyet mellem AC Milan og Inter, mens 105.000 så anden halvleg.

Det oplyser kanalchef for TV2 Sport Kristian Hyldgaard.

Deres analyseafdeling har nemlig analyseret på tallene, og det viser sig, at ingen danske kanaler har haft så høje seertal på en Serie A-kamp, siden TV2 havde rettighederne i 1994.

»Det er meget, meget tilfredsstillende. Vi er meget glade over at kunne præsentere vores brugere for en kamp, der ikke har haft så høje seertal siden midt-90'erne,« siger Kristian Hyldgaard og glæder sig over Eriksens skifte til Inter.

»Det er svært at vurdere, hvor stor en andel af seerne, der har set kampen på grund af Christian Eriksen, men han har da helt klart haft en effekt, og jeg vil vove at påstå, at vi ikke havde fået så høje tal, hvis Eriksen ikke havde spillet. Vi er glade for, han er landet i Inter.«

En gennemsnitlig storkamp i Serie A har ca. 50.000 seere, så Milano-derbyet trak næsten det dobbelte af, hvad TV2 forventer sig af en storkamp.

Eriksen kæmper om bolden med Bennacer fra AC Milan.
Eriksen kæmper om bolden med Bennacer fra AC Milan. Foto: DANIELE MASCOLO
Vis mere

Ud over Christian Eriksen kunne de mange seere fornøje sig med store personligheder i form af Zlatan Ibrahimovic og Simon Kjær, der modsat den danske midtbanespiller fik samtlige minutter for deres mandskab i derbyet.

Kampen, som var ekstremt underholdende, blev vundet af Inter, der med fire scoringer i anden halvleg vendte et truende 2-0-nederlag til en 4-2-sejr.

Christian Eriksen kom på banen efter 72 minutters spil, og med 10 minutter tilbage af opgøret var Eriksen millimeter fra at sætte sin første scoring for Inter i nettet, da han med et frispark langt udefra feltet hamrede bolden ind i sammenføjningen bag en chanceløs Gianluigi Donnarumma i AC Milan-målet. DU KAN SE FLERE FRISPARKSMÅL FRA ERIKSEN I VIDEOEN ØVERST I ARTIKLEN.

Sejren betyder, at Inter sniger sig op på førstepladsen i Serie A, hvor de ligger med samme antal point som Juventus, mens Lazio ligger nummer tre med et point færre end de to giganter.