Et intenst drama endte med en 4-2-sejr til Inter over ærkerivalerne AC Milan, da Romelu Lukaku cementerede de blåsortes sejr efter 93 minutter.

Få minutter forinden var Zlatan Ibrahimovic dog tæt på at bringe AC Milan på 3-3, men hans hovedstød blev afværget af stolpen.

I stedet var det Lukaku, der blev kampens store profil og løb med overskrifterne, og det fik belgieren til at lave et Instagram-opslag, der næsten kun kan opfattes som en stikpille til den store svensker.

Du kan se opslaget i bunden af artiklen.

Romelu Lukaku brøler: Inter slår AC Milan i et hæsblæsende opgør.
Romelu Lukaku brøler: Inter slår AC Milan i et hæsblæsende opgør. Daniele Mascolo

'Der er en ny konge i byen,' skriver Romelu Lukaku til sit billede, hvor han fejrer den sene scoring.

Zlatan Ibrahimovic endte ellers også med både at score og lægge op til et mål, men det var ikke nok til at give AC Milan sejren på trods af en 2-0-føring ved pausen.

Christian Eriksen fik også 20 minutter på det milanesiske græstæppe, hvor han blandt andet nåede at sende et kraftfuldt frispark af sted, der ramte sammenføjningen på Milan-målet.

Simon Kjær fik 90 minutter i opgøret, men landsholdsanføreren blev desværre overmatchet ved Lukakus 4-2-mål, ligesom han heller ikke så for godt ud ved Inters udlignende scoring.