Seks kampe, maksimumpoint, ingen indkasserede mål og 22 scorede kasser i den anden ende.

Det danske landshold har gang i en helt enestående VM-kvalifikation, og udførelsen sker uden nogen gigantisk stjerne, der stikker ud og gør det hele på egen hånd.

Således har hele 16 forskellige danske landsholdsspillere haft sidste berøring ved målene, og profilen Yussuf Poulsen lægger ikke skjul på, at især én ting har ændret sig internt på landsholdet i forhold til tidligere – at unde hinanden det bedste hver gang.

»Nu er vores mål at komme til VM, og næste gang sætter vi os nye mål, som vi skal nå som hold, og vi når det ikke som hold, hvis alle kun tænker sit individuelle bedste eller bliver sur over at blive skiftet ud,« siger Yussuf Poulsen og tilføjer:

Yussuf Poulsen fortæller om stor fællesskabsfølelse på landsholdet.
Yussuf Poulsen fortæller om stor fællesskabsfølelse på landsholdet. Liselotte Sabroe

»Man kan godt være skuffet over at blive skiftet ud, men derfor kan man godt glæde sig over, at den spiller, som kommer ind i stedet, leverer for det hold, som jeg også spiller på. Det er vores hold,« forklarer Yussuf Poulsen, som nu mærker større glæde end før ved hinandens succes.

»Dét er en kvalitet fra alle i truppen på det her hold. Det er også væsentligt stærkere end de landshold, der har været tidligere. Den fællesskabsfølelse, vi har nu, og hvor meget vi under hinanden det, det er højere, end det har været tidligere,« betoner han inden lørdagens VM-kvalkamp mod Moldova.

Han fortsætter om mentaliteten på det nuværende landshold:

»Vi vil gerne have, at éns holdkammerat scorer, vi vil gerne vinde som hold, og det er egentlig det vigtigste. Hvis man kører en mod en mod en keeper, og man ser sin holdkammerat komme, så vil man gerne spille den på tværs og ikke nødvendigvis tage chancen selv,« pointerer Poulsen.

Den manøvre gør, at Danmark inden den syvende kamp i kvalifikationen altså står i den unikke situation med over halvdelen i en trup, der er kommet på måltavlen.

Til stor fornøjelse for landstræner Kasper Hjulmand, der samtidig kan glæde sig over, at hele otte af de navne er fra offensiven:

»Jeg synes, vi har rigtig mange dygtige, offensive spillere, og jeg synes, at det er en styrke, at vi scorer fra mange forskellige positioner og vinkler,« siger Kasper Hjulmand og fortsætter:

»Jeg kan ikke huske antallet af forskellige målscorere i 2021, men det er rigtig, rigtig mange. Selvfølgelig vil vi gerne have nogle rigtige fuldblodsangribere, der virkelig får scoret mange mål, men det vigtigste er egentlig at have mange forskellige typer, og målene kan komme fra alle mulige forskellige steder på banen. Det, der er sket i fodbold, er, at der bliver angrebet varieret og forskelligt,« forklarer landstræneren.

Kasper Hjulmand ser et hold, der vil hinanden det bedste.
Kasper Hjulmand ser et hold, der vil hinanden det bedste. Liselotte Sabroe

Hjulmand ser også fra sidelinjen et hold uden store egoister:

»Alle vil gerne hinanden det bedste, og det er også en del af det. At man spiller chancerne lidt større og får spillet bolden på de rigtige tidspunkter. Det er ekstremt vigtigt at forstå, at det ikke kun er dem, der scorer målene, det handler om, men også dem, der trækker modstanderne væk med løb, og der er dem, der bliver ved med at flå i modstanderne, og det gør også, at åbningerne kommer til andre,« lyder det fra Hjulmand.

Inden kampen mod Moldova er Andreas Skov Olsen med tre mål topscoreren på det danske hold.

»Det er dejligt, når ens holdkammerater vil spille chancerne større, og det er noget, vi nyder rigtig godt af som hold. Det er super dejligt, at vi har så mange målscorere, og det gør det også sværere for modstanderne at forsvare sig mod os, når vi kan angribe på forskellige måder,« siger bomberen fra Bologna, som i marts spillede forrygende, da Moldova kom til Danmark og blev slagtet med 8-0.

Men den danske målkonge kom ikke på måltavlen. Det gjorde seks andre holdkammerater, og det tæller mindst lige så meget. Både på tavlen og internt på landsholdet.