»Pigerne har ikke kunnet lide mig, siden vi spærrede deres kreditkort i 2014. De efterlod Maradona. Han døde alene.«

Sådan siger Diego Maradonas mangeårige advokat og ven Matías Morla få måneder efter den argentinske legendes død.

Uægte børn og voldsomme konflikter om en millionarv har prydet billedet den seneste tid, og det ser altså langtfra ud til at stoppe nu.

Det skriver flere medier, som citerer et interview foretaget af América tv, hvor Morla anklager døtrene Gianinna og Dalma for at have bestjålet den argentinske fodboldlegende, der af flere ansås som en af historiens bedste fodboldspillere.

Maradonas døtre Dalma (tv.) og Gianinna (th.) til en Boca Juniors-kamp i 2015.
Maradonas døtre Dalma (tv.) og Gianinna (th.) til en Boca Juniors-kamp i 2015. Foto: JUAN MABROMATA
Vis mere

»Han kæmpede med Dalma og Gianinna indtil sin død. Han følte sig forrådt og bestjålet. Jeg var sammen med Maradona gennem syv år og syv juleaftener med hans telefon i hånden. Ingen ringede til ham,« siger Morla.

Der skulle angiveligt være en arv på godt 515 millioner tilbage, efter Diego Maradona gik bort, og siden da er konflikten mellem hans døtre, ekskone og advokaten eskaleret.

Morla er blandt andet blevet beskyldt for at kidnappe den argentinske legende, men han er også blevet angrebet for at have samlet det lægehold, der fulgte Diego Maradona.

Et lægehold, der nu efterforskes for uagtsomt manddrab – og blandt andet tæller lægen Leopoldo Luque.