Fem år efter spillerkonflikten mellem DBU og A-landsholdet rumsterer debatten endnu en gang.

Onsdag blev landsholdets anfører, Simon Kjær, blev spurgt til, hvad han synes om, at vikarlandsholdet forud for kampen mod San Marino skal hyldes. Det var Milan-spilleren ikke meget for at snakke om.

Det er et svar som Anders Fønss, der var på vikarlandsholdet tilbage i 2018, ryster på hovedet over.

»Jeg synes stadig, at det er noget mærkeligt noget, at han skal være så arrogant. Havde vi ikke stillet op, så var det ikke sikkert, de kom til at spille den flotte EM-slutrunde,« siger Anders Fønss til B.T. og fortsætter:

»Der er ingen grund til at være arrogant – vi gjorde det ikke for at træde Simon eller de andre over tæerne. Vi gjorde det for at undgå, at der skulle komme en konflikt og for få en på opleveren.«

Simon Kjær mente ikke, det var i orden, at han blev spurgt ind til sin holdning om, at vikarlandsholdet sammen med flere tidligere landsholdsstjerner er blevet inviteret til at blive hyldet i Parken torsdag aften.

»Er det seriøst det, vi skal snakke om? Hvis jeg skal stille op og bruge min tid og respektere dine spørgsmål, så er du også nødt til at gøre det den anden vej. Det synes jeg ikke er okay,« lød svaret fra Simon Kjær, der forinden havde sat ord på hyldesten til vikarlandsholdet.

»De har spillet en officiel landskamp, lige som alle andre der er inviteret. Så det er, som det skal være, og jeg har det fint med, at de er inviteret,« sagde Simon Kjær.

Konflikten mellem landsholdsspillerne og DBU drejede sig blandt andet om de kommercielle rettigheder. Det fik landsholdsstjernerne til at boykotte en testkamp mod Slovakiet i september 2018.

Anders Fønss i sin (hidtil) eneste landskamp for vikarlandsholdet mod Slovakiet.
Anders Fønss i sin (hidtil) eneste landskamp for vikarlandsholdet mod Slovakiet. Foto: Lars Poulsen/Ritzau Scanpix
Vis mere

I stedet stillede et helt hold af såkaldte vikarspillere op for det danske landshold i Slovakiet – blandt andre medlemmer af futsal-landsholdet og Anders Fønss.

Burde man her fem år senere ikke have lagt det bag sig?

»Jo, det vil jeg jo mene. Men man går åbenbart lidt i små sko, og det synes jeg ikke, der klæder ham. Jeg synes faktisk, at han er en skide god fodboldspiller, og at han normalt er god til at udtale sig til pressen, men vikarlandsholdet er åbenbart et ømt punkt for ham. Han er ikke meget for at tale positivt om det,« lyder det fra Anders Fønss.

Og så kan det godt være, at den danske landsholdsanførers svar var 'arrogant', men heldigvis rører det ikke den tidligere vikarlandsholdspiller personligt.

»Det rører ikke mig som person. Jeg gik med for at løse en konflikt og få en oplevelse, så det var en win-win.«

Anders Fønss er ikke den eneste, som undrer sig over Simon Kjærs opførsel på onsdagens pressemøde. B.T.s sportskommentator kaldte episoden for et selvmål af den danske landsholdsanfører. Læs mere om det her.

Danmark og San Marino spiller 20:45 i Parken, og du kan følge opgøret mod miniputnationen live på bt.dk.