»Det er et selvmål, at Simon Kjær bliver så fornærmet, når han bliver spurgt ind til landsholdsvikarerne, som han med telefonopkald selv forsøgte at presse til et afbud.«
Sådan lyder det fra B.T.s sportskommentator Lasse Vøge efter episoden, hvor Simon Kjær på rasende vis afviste at kommentere på et spørgsmål om vikarlandsholdet.
For ifølge landsholdsanføreren var det ikke i orden, da han blev spurgt ind til sin holdning til, at det såkaldte vikarlandshold sammen med resten af alle de tidligere landsholdsspillere er blevet inviteret til at blive hyldet i Parken torsdag.
»Er det seriøst det, vi skal snakke om? Hvis jeg skal stille op og bruge min tid og respektere dine spørgsmål, så er du også nødt til at gøre det den anden vej. Det synes jeg ikke er okay,« lød svaret fra Simon Kjær.

Og det giver Lasse Vøge ikke meget for.
»Det er helt fair og relevant – nu hvor vikarlandsholdet er inviteret i Parken – at bede Simon Kjær om at forholde sig til sagen.«
»Altså den grotesk pinlige sag for dansk fodbold, hvor spillere og DBU holdt hele vores alle sammens landshold som gidsel i en kamp om rettigheder og penge,« lyder det fra Lasse Vøge.
B.T.s sportskommentator mener faktisk, at landsholdet har meget at takke de famøse vikarer for.
Og netop derfor er det et selvmål.
»Hvem ved, hvor dansk landsholdsfodbold havde stået i dag, hvis ikke vikarlandsholdet var taget til Slovakiet for at redde DBU for en udeblivelse, der kunne have medført internationale sanktioner? Måske har Simon Kjær og de andre danske landsholdsstjerner en del at være taknemmelige for, når vikarlandsholdet kommer på besøg torsdag.«
Siden den famøse kamp i efteråret 2018, hvor vikarlandsholdet led et tremålsnederlag til Slovakiet, har landsholdet udviklet sig til noget af en succeshistorie med udsolgte hjemmekampe og et EM-eventyr i 2021 – selvom VM-slutrunden i fjor blev en fiasko.
»Vi har heldigvis lagt de mørke år med halvtomme tribuner i Parken og ikke-mit-landshold-hashtags bag os. Men en sur landsholdsanfører, der ikke vil svare på et – ja, lidt halvfarligt men stadig relevant – spørgsmål, er et skridt i den forkerte retning. Især når man minder sig selv om det gennemført forfærdelige VM, hvor Danmark tabte på og uden for banen,« fastslår Lasse Vøge.
»Vikarlandsholdssagen er en del af den bagage, dette landshold slæber rundt på. Og det kan de takke sig selv for.«
Danmark møder San Marino i Parken torsdag klokken 20.45.
