Med dagens udmelding fra DBU om, at sommerens testkampe mod Norge og Sverige er aflyst, har Danmarks landstræner de seneste år, Åge Hareide, dermed stået i spidsen for landsholdet for sidste gang.

Det er ikke nogen overraskelse, da sommerens EM-slutrunde allerede var aflyst, men derfor er det stadig en vemodig nordmand, der giver sit besyv med over for dbu.dk.

»Jeg kunne lidt se, hvor det bar henad, og det er selvfølgelig ærgerligt ikke at kunne sige farvel med en landskamp på dansk jord foran vores fantastiske fans,« siger Åge Hareide, der på landstrænerposten bliver afløst af Kasper Hjulmand.

»Situationen lige nu er helt speciel og meget alvorlig, og i det store billede er jeg ikke vigtig. Der er mennesker, som mister deres arbejder og mister deres kære, og mennesker, som dør. Det er det, jeg tænker på, frem for alt andet,« tilføjer Åge Hareide.

Foto: DAVID KLEIN
Vis mere

Nordmanden fik Danmark kvalificeret til både VM i Rusland 2018 og det kommende EM på hjemmebane og led kun tre nederlag i 42 landskampe siden sin tiltrædelse i 2016.

I de sidste 34 kampe med Åge Hareide som styrmand på sidelinjen er det ikke blevet til nederlag i ordinær spilletid.

»Det har været en helt fantastisk tid, og jeg vil gerne sende et kæmpestort tak til spillerne, staben og alle jer fans, der har været der for mig og for os hele vejen igennem. Jeg glemmer aldrig de specielle øjeblikke, jeg har oplevet som landstræner,« slutter Åge Hareide.

Nordmanden har endnu ikke fået sin fremtid på plads, men overvejer at stoppe som træner.