Den danske landstræner Åge Hareide overvejer at gå helt på fodboldpension, når sommerens EM-slutrunde er overstået.

Det nævner han, da norske Dagbladet spørger ham om, at han overhovedet havde været interesseret i at fortsætte som dansk landstræner – hvis ikke DBU selv havde valgt at udskifte ham med Kasper Hjulmand til sommer.

»De har ikke spurgt mig, men det kan godt være, at jeg ville have sagt nej, hvis forespørgslen var kommet. Det er ikke sådan, at jeg absolut skal være i det job.«

»Lige nu vurderer jeg faktisk, om jeg skal stoppe helt. Jeg bliver 67 år næste år, og hvis jeg skal have et fritidsliv, før jeg bliver alt for gammel, er det noget, jeg må begynde at vurdere,« siger Hareide til Dagbladet.

Foto: LORRAINE O'SULLIVAN
Vis mere

Under Hareides ledelse har Danmark kvalificeret sig til både VM og EM, og fraregnet vikarlandsholdets nederlag i Slovakiet sidste år har landsholdet ikke tabt i hele 33 kampe i træk.

Alligevel valgte DBU i juni at offentliggøre, at Kasper Hjulmand overtager landsholdet efter sommerens EM, der blandt andet spilles i København.

Og den beslutning – i hvert fald timingen af offentliggørelsen – har irriteret nordmanden voldsomt, og der har været flere stikpiller mod DBU siden da.

Men nu overvejer Hareide altså, om ikke det danske landstrænerjob skal være karrierens sidste fodboldansættelse.

Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

»Jeg har haft to perioder i Danmark, hvor det er gået godt, og jeg har gjort det godt med Malmö (Malmö FF – jobbet inden det danske landstrænerjob, red.). Det er noget, som har lært mig, at det måske er godt at stoppe, mens man er på toppen.«

»Man har familie med børnebørn og alt det der, og man gerne have tid med dem. Nu kan jeg trække mig tilbage og have det godt,« siger Hareide.

Samtidig erkender han dog også, at tanken om en fremtid uden for fodboldbanen skræmmer lidt.

»Jeg frygter den stille tilværelse. Jeg får angst bare ved at tænke på den. Det er dejligt at have fri og have ferie, for man lader op og skal på den igen. Men det at have permanent fri – det har jeg aldrig prøvet. Det er en skummel tanke. Jeg ville gerne fødes på ny, men det går desværre ikke.«