Den tidligere landsholdsspiller Casper Sloth har fundet sin nye klub.

Den 28-årige dansker har skrevet under på en kontrakt med den engelske klub Notts County, som er verdens ældste professionelle fodboldklub.

»Alle der har spillet for deres land, og så for et landshold så stærkt som Danmarks har været de sidste år, må være noget af en spiller. Nogle gange kan du komme ud af kurs, og det er ikke nødvendigvis din skyld. Det kan være klubben, omgivelserne, timingen og ting, der bare ikke går din vej,« siger Notts Countys assisterende manager, Greg Abbott, til Nottingham Post.

Midtbanespilleren startede for alvor sin karriere i AGF, som han spillede i fra 2009 til 2014. Han blev betragtet som et kæmpe talent, og han var også med på landsholdet under Morten Olsen.

Casper Sloth har været inde over det danske landshold.
Casper Sloth har været inde over det danske landshold. Claus Fisker Scanpix

I 2014 gik turen så til Leeds United, og her begyndte det at gå ned ad bakke for den 28-årige midtbanespiller.

I 2016 vendte han hjem til Superligaen, da han skiftede til AaB, men her lykkedes det ikke rigtigt for ham at få et gennembrud.

I juli 2017 skiftede han til Silkeborg IF, og i starten gik det godt for Casper Sloth, der i den første sæson spillede fast.

Det varede dog ikke ved, for Casper Sloth røg ud i kulden i klubben i en sådan grad, at han i foråret begyndte at træne med Randers FC.

Casper Sloth, da han spillede i AaB.
Casper Sloth, da han spillede i AaB. Henning Bagger

I maj sidste år skrev han så under på en kontrakt med Motherwell.

Den blev dog revet over efter blot et halvt år, og indtil nu har danskeren stået uden klub. Torsdag aften skrev han selv på Instagram, at han havde skrevet under med Notts County, og at han glæder sig.

Greg Abbott fortæller, at Casper Sloth meget gerne vil have gang i sin karriere igen, og samme melding kommer fra danskeren selv.

»Skiftet er perfekt for mig. Jeg elsker, når visionen er klar, og alle ved, hvad de vil have. Det er også sådan, jeg er som person,« siger Casper Sloth til Nottingham Post.