Hvem gør det skidt? Hvem gør det godt?

Denne gang lægger Morten Bruun ud med en lille opsang til en dansk spiller i Spanien, som der efterhånden hersker en del mystik omkring.

Ja, og så er der lidt pæne ord om en sydtysk dræbermaskine, der bare spiller fodbold på en måde, hvor det er svært ikke at blive voldsomt begejstret.

Du får Bruuns barometer her!

Mystikken om Pione Sisto

Jeg må indrømme, at jeg er ved at være bekymret for Pione Sisto. Den tidligere danske landsholdsspiller vil tydeligvis gerne væk fra sin spanske klub, Celta de Vigo, og det kommer han også senest om et år, når hans kontrakt udløber.

Men hvis han gerne vil væk nu, skulle han måske overveje sin ageren på de sociale medier og i det hele taget. Vil han så gerne være omgærdet af mystik? Hvor er den skønne og umiddelbare fyr fra Tjørring blevet af?

På mig virker Pione Sisto mere og mere som en fodboldspiller, der har brug for et nyt ståsted og noget ordentlig rådgivning. Det ville være trist at skulle konstatere, at vi allerede har set det bedste den blot 25-årige Sisto.

Barske Bayern

Min favorit i Champions League-finalen er ubetinget Bayern München, som har vist skræmmende styrke sæsonen igennem. Bayern har allerede vundet både mesterskabet og pokalen i Tyskland og spiller fodbold på en måde, så det er svært ikke at blive begejstret.

Skeptikere påpeger, at Bayerns defensiv ikke ser så sikker ud, men så længe man laver otte mål, skal det nok gå. Kvartfinalen og semifinalen i Champions League har også understreget, at selv om det tyske storhold råder over verdens farligste angriber, så er de ikke afhængige af ham for at præstere.

Robert Lewandowski scorede 'kun' to af Bayerns i alt 11 mål mod Barcelona og Lyon, og begge gange var det blot glasur på kagen. Kampene var afgjort for længst.