Det er kendt, at målmanden skal med frem til allersidst i kampen, hvis man fortsat er bagud, og man får et hjørnespark.

Derfor havde den danske målmand Anders Lindegaard da også sneget sig med frem, da han søndag var i kamp for sin svenske klub Helsingborg.

Og det viste sig at være en ret så god idé.

Klubben var på dette tidspunkt faretruende tæt på et nederlag mod Falkenberg, men det fik den tidligere Manchester United-keeper lavet om på i de døende minutter.

Anders Lindegaard havde god grund til at fejre sin scoring, der sikrede Helsingborg et uafgjort resultat.
Anders Lindegaard havde god grund til at fejre sin scoring, der sikrede Helsingborg et uafgjort resultat. Foto: 9200 Thomas Johansson/TT
Vis mere

Mellem venner og fjender steg den rutinerede Lindegaard nemlig til vejrs, og så kunne han styre et flot hovedstød direkte ind i kassen til slutresultatet 2-2. Se den vilde scoring i videoen øverst i artiklen.

Det var den danske målmands første scoring i karrieren.

Med den sene udligning har Helsingborg nu syv point efter ni runder i den svenske liga, Allsvenskan.

Det rækker til en 14.-plads – lige akkurat over de direkte nedrykningspladser.

36-årige Anders Lindegaard har spillet i Helsingborg siden sommeren 2019, men er bedst kendt for sin tid i Manchester United fra 2011 til 2015.

På landsholdet er han noteret for fem optrædener i 2010 og 2011.

Andre læser også