Superliga-klubberne står i et stort dilemma, og de er bekymrede.

Og det samme er hovedsponsorerne i både Brøndby og FC Midtjylland.

Nu kommer Superligaens hovedsponsor 3F også på banen med et løftet øjenbryn.

Det handler om de faldende seertal på Canal 9, der i sidste uge ramte bekymrende lavt niveau med 31.000 seere til en kamp i medaljespillet mellem den normale seermagnet Brøndby og FC Nordsjælland.

De får en 3F Superliga, der er præcis lige så stærk, som den altid har været, og som har præcis lige så stor en rækkevidde, som den altid har haft

Tendensen hos Canal 9 er til at få øje på efter bruddet med YouSee, som sendte Discoverys kanaler ud af mange danskeres tv-pakker. Siden da er seer-gennemsnittet (incl. tallene fra streamingtjenesten Dplay, red.) på kanalen faldet med 41 procent til de Superliga-kampe, kanalen sender. Kampe, som ellers på papiret, er de næstmest eftertragtede i hver runde.

B.T. har talt med en håndfuld Superliga-klubber, der ikke ønsker at udtale sig, men som alle formulerer en vis bekymring for den tendens, der lige nu popper frem hos Canal 9.

Og hos Superligaens hovedsponsor, 3F, noterer man sig også de lave seertal på den ugentlige kamp, der på papiret altså burde være den næstmest interessante i Superligaen.

»Seertal og dermed eksponering er en væsentligt del af vores aftale. Vi følger udviklingen og evaluerer løbende,« siger Marie Schiøtz, der er brand- og sponsoransvarlig i 3F med ansvar for virksomhedens Superliga-hovedsponsorat.

Er det bekymrende?

»Det er væsentligt, at seertallet holder niveau, og at den turnering, vi har købt ind i, fortsat er attraktiv. Er faldende seertal et udtryk for, at 3F Superligaen er blevet mindre attraktiv? Det tror jeg ikke. Det er en strukturel ting, og derfor er det forhåbentlig en forbigående ting.«

I evaluerer på det. Hvad kan sådan en evaluering ende ud i?

»Vi har løbende møder med Divisionsforeningen i forhold til den aftale, vi har indgået, og vi har en god dialog,« lyder det fra Marie Schiøtz fra 3F.

Henning Bagger

Mens 3F er storsponsor for hele Superligaen, har Arbejdernes Landsbank, som i efteråret vil være hovedsponsor i både Brøndby, FC Midtjylland samt koncernpartner i AGF, allerede talt ud om deres bekymringer til B.T.

I Divisionsforeningen, der er klubbernes organisation, holder man fast i, at selv om seertallene er faldet med 41 procent siden nytår, betyder det ikke, at Superligaen er blevet mindre eksponeret.

3F får vel et noget andet hovedsponsorat nu, end det de betalte for i sin tid?

»Nej. De får en 3F Superliga, der er præcis lige så stærk, som den altid har været, og som har præcis lige så stor en rækkevidde, som den altid har haft,« siger Claus Thomsen, direktør i Divisionsforeningen.

Claus Thomsen, direktør i Divisionsforeningen
Claus Thomsen, direktør i Divisionsforeningen Liselotte Sabroe

Jeg har talt med klubber i Superligaen, og de har fokus på, at Canal 9 har faldende seertal. Er det ikke noget, de har italesat over for dig?

»Jeg har ingen kommentarer til den dialog, vi har med klubberne. Vi har et rigtig godt samarbejde med vores mediepartnere, som er stærke, og som leverer 3F Superliga rigtig godt. Derudover har vi samlet nogle rigtig fine seertal, og vi har en meget effektiv eksponering af sponsorer, fordi 3F Superliga når sit publikum rigtig effektivt.«

Det er andetvalget – altså den næstmest attraktive kamp – der hver uge bliver sendt på Canal 9. Seertallene er gået 41 procent ned. Det er vel tal, som I også må tage seriøst?

»Det er ikke sådan, man nødvendigvis kan regne på det. Det handler om, om de, der ser det, skal se det. 3F Superliga er formentlig Europas mest eksponerede liga og den liga, der når ud til flest husstande. Så det har ikke noget med effektiviteten at gøre. Hvis man kigger til Tyskland, tror jeg, at det er under otte millioner tyskere, der kan se Bundesliga hele vejen igennem. I Holland er det under 900.000, der kan se Æresdivisionen ud af 17 millioner,« siger Claus Thomsen.

...Eksponering er kun en del af den samlede aftale, selvom den naturligvis vejer tungt...

Den danske tv-aftale har i mange år været kendt som en lukrativ en af slagsen. Hvert år lander der masser af stensikre millioner hos klubberne i Superligaen, men samtidig frygter blandt andre Peter Froulund, der er branding- og kommunikationsdirektør i Arbejdernes Landsbank, at der er for meget fokus på de sikre penge lige nu i forhold til at holde Superligaen interessant for flest mulige mennesker og dermed gøre sponsorater mere værd.

Derfor tænder han også mere på en tv-aftale, hvor eksempelvis TV 2 er med. Og det er her, at de danske Superliga-klubber er i konflikt med sig selv. For TV 2 er et navn, der florerer, når klubberne mødes og taler rettigheder og partnere. På den ene side vil klubberne gerne have flest mulige sikre penge ud af salget af tv-rettighederne. Men på den anden side vil de også gerne nå ud til flest mulige seere, så sponsoraterne i klubberne bliver mere attraktive og flere penge værd.

Er det vigtigere at få mange tv-penge end at få Superligaen ud til flest mulige fans?

»Der er ikke nogen relation mellem de to ting. Der er ikke det entydige forhold, du mener, der er mellem de to ting,« siger Claus Thomsen fra Divisionsforeningen.

Liselotte Sabroe

Hvis vi forestiller os, at Superligaen blev vist på eksempelvis TV 2, ville den nå ud til flere mennesker…

»Der er ikke den relation mellem de to ting.«

Er der ikke den relation, at hvis man havde valgt at sælge rettighederne til TV 2 for lidt færre penge, ville man nå flere mennesker…

»Nej.«

Du mener ikke, at man når ud til flere seere, hvis kampene bliver vist på DR eller TV 2?

»Det ved jeg ikke.«

Der er jo markant flere, der kan se de to kanaler….

»Du spørger til nogle hypotetiske scenarier, jeg ikke vil kommentere på. Du fremsætter nogle spekulationer, som jeg har prøvet at sige til dig, at sådan ser jeg ikke, at verden hænger sammen. Hvad der er en effektiv eksponering, og hvad der ikke er en effektiv eksponering. Der er alle mulige ting. Det er forskellige målgrupper, der ser det. Det er sådan, at 3F Superliga er meget effektiv til at nå sin målgruppe og har en meget høj opmærksomhed hos de målgrupper, der er.«

Jeg har talt med 3F, som siger, at 'seertal og dermed eksponering er en væsentligt del af vores aftale'...

»Jeg har ikke nogen kommentarer til 3F's kommentarer.«

Kommentarer eller ej, så er Superligaens hovedsponsor utvivlsomt opmærksom på den eksponering, som ifølge Divisionsforeningen altså ikke er blevet ramt af de lavere seertal på Canal 9 siden årsskiftet.

»Vi skal sikre værdien af sponsoratet, og at 3F Superliga fortsat er attraktivt for danskerne og mest af alt for vores medlemmer. Eksponering er dog kun en del af den samlede aftale, selv om den naturligvis vejer tungt. Vi er stolte af at være hoved- og navnesponsor for Danmarks bedste fodboldrække,« slutter Marie Schiøtz fra 3F.

Superligaen og Divisionsforeningen forlængede sidste år tv-aftalen med både NENT og Discovery, så den nu løber helt til 2024.