Ole Gunnar Solskjær er ikke tilfreds. Langt fra endda.

Og det forstår man godt. Manchester United tabte nemlig med 0-1 på hjemmebane til Aston Villa lørdag eftermiddag.

Herefter var nordmanden stærkt utilfreds med Aston Villas sejrsmål i slutningen af Premier League-opgøret. Han mente, det skulle være annulleret.

»Man kan acceptere det, når det er et godt mål, men der var offside. Han rørte ved David De Gea, da han headede til bolden. Hvordan er det et mål, når Leicester ikke fik deres mål? Jeg kan ikke se linjen, og der er tydeligt offside,« lød det således fra Ole Gunnar Solskjær i et interview, efter kampen var fløjtet af.

48-årige Ole Gunnar Solskjær og Bruno Fernandes.
48-årige Ole Gunnar Solskjær og Bruno Fernandes. Foto: Peter Powell
Vis mere

Den tidligere Manchester United-spiller henviser til en episode i sidste spillerunde, hvor Leicester fik annulleret et mål for offside - her var kendelsen langt fra tydelig.

48-årige Ole Gunnar Solskjær var dog ikke færdig med at brokke sig over kampens udvikling. Bruno Fernandes fik nemlig muligheden for at udligne i overtiden, da Manchester United fik tildelt et straffespark.

Portugiseren misbrugte den store mulighed, og ifølge nordmanden blev han forstyrret, inden han skulle sparke.

»Jeg ville ikke nævne det, men det er ikke i orden, at de gør det. Jeg synes, der skulle være blev uddelt et gult kort til en eller anden, men de fik, hvad de ville have.«

Det var Kortney Hause som blev helten for Aston Villa med sin scoring. Det var Manchester Uniteds første nederlag i sæsonen.