Da Manchester United-legenden Ryan Giggs trådte ind i retssalen i Manchester onsdag, havde han hele tre anklager hængende over hovedet.

Overfald på to kvinder i henholdsvis 20'erne og 30'erne i november i fjor samt en anklage om tvang og kontrollerende adfærd fra december 2017 til november 2020.

Men den tidligere fodboldspillers svar til anklagerne var et rungende nej, og han nægter sig skyldig i alle tre anklager.

Det skriver flere medier herunder Wales Online og nyhedsbureauet AFP.

Ryan Giggs ankommer til Manchester and Salford Magistrates Court onsdag.
Ryan Giggs ankommer til Manchester and Salford Magistrates Court onsdag. MOLLY DARLINGTON

Ryan Giggs er dog fortsat tiltalt i tre punkter og skal møde op i retten igen 26. maj. Retssagen forventes at vare tre uger.

Helt konkret drejer det sig om en episode, som fandt sted 1. november 2020. Her blev politiet kaldt ud til hans adresse, hvor der var uroligheder.

Den mangeårige Manchester United-spiller blev anholdt og anklaget for at have forulempet de to kvinder, men blev senere løsladt mod kaution. Den 30-årige af dem var formodentlig hans kæreste, mens en mildere voldsparagraf er brugt i anklagen om overgrebet på kvinden i 20'erne.

Ifølge Wales Online nikkede Ryan Giggs sin tidligere partner en skalle, mens han var fuld. Den britiske anklagemyndighed Crown Prosecution Service melder også, at hun måtte behandles for sine skader på stedet.

Efterforskningen har dog stået på siden, samtidig med at man har undersøgt hans sag om tvang og kontrollerende adfærd, som også omdhandler hans tidligere kæreste.

»Frygten for vold var til stede ved mange forskellige lejligheder,« siger anklager Andrea Griffiths.

»Han isolerede hende fra venner og kollegaer, havde  konstant kommunikation med hende og udsatte hende for en nedværdigende behandling. Når han ikke fik de svar, han forlangte, var der en konsekvens og en trussel om vold ved flere lejligheder.«

Det var forventet, at den 47-årige waliser ville erklære sig uskyldig. Tidligere udsendte han en udtalelse, hvor han forklarede, at han ville »erklære sig ikke skyldig i retten og se frem til at rense sit navn.«

Ryan Giggs er officielt stadig landstræner for Wales, men på grund af sagen stod han ikke i spidsen for landsholdet i efteråret.

Det walisiske fodboldforbund har også bekræftet, at Giggs ikke kommer til at lede holdet under sommerens EM-slutrunde. Det skal assistenttræner Robert Page til gengæld.