Sommerens transfervindue.

Det er her, at der kommer til at ske vigtige ændringer hos den engelske klub Manchester United. Det sker i målet om at genopbygge klubben til, hvad den var engang.

Det fortæller klubbens administrerende direktør, Ed Woodward, i et interview med Sky Sports.

»Vores rekrutteringsproces fokuserer på analyse og valg af spillere over en hel sæson med blik på det følgende sommervindue. Som en del af vores genopbygning ser vi den kommende sommer som en vigtig mulighed.«

Foto: PETER POWELL
Vis mere

Den udmelding kommer efter et forholdsvist stille transfervindue fra den engelske klub, der i januar skrev kontrakt med portugisiske Bruno Fernandes, mens man hentede angriberen Odion Ighalo på en lejeaftale, der gælder frem til sommer.

Manchester United har ikke vundet mesterskabet siden 2013 og har haft skiftende trænere, siden Alex Ferguson forlod klubben samme år.

I den igangværende sæson har der heller ikke været meget at råbe hurra af, hvis man er Manchester United-fan.

Ole Gunnar Solskjærs mandskab befinder sig således på en skuffende ottendeplads med blot 36 point efter 26 kampe.

Det er dog 'kun' seks point fra Chelsea, der lige nu indtager fjerdepladsen, der er den sidste, som giver adgang til Champions League.

Over de seneste fem Premier League-opgør er det således kun blevet til en enkelt sejr, en uafgjort og hele tre nederlag.

Senest sluttede det 0-0, da Wolverhampton gæstede Old Trafford.

Næste opgave for Manchester-klubben er på mandag, når de møder Chelsea på Stamford Bridge.