Blindtarmsbetændelse, skader, indbrud i hjemmet, en stjålet Porsche og hele to gange corona. Alt sammen inden for et halvt år.

Corona-tiden har været hård, men for landsholdsangriber Kasper Dolberg har den budt på lidt flere prøvelser, end tilfældet nok er for de fleste.

»Jeg føler mig ikke forfulgt. Men jeg har måske været lidt uheldig. Det er heldigvis ovre nu,« siger Dolberg, som er med landsholdet i Israel, hvor en vigtig VM-kvalkamp venter torsdag aften.

Den 23-årige jyde, som er kendt for sin coolness foran mål og sit stille og rolige gemyt uden for banen, lader sig dog på karakteristisk vis ikke gå på af modgangen. Tværtimod. Hør ham bare uddybe sit syn på det seneste halve års nedture:

ERIC GAILLARD

»Der har været situationer, hvor det hele har været lidt træls, men det kommer man jo over. Det er selvfølgelig irriterende, de ting, mens man står i det. Men når man er på den anden side af det hele, kan man kigge tilbage på det og smile lidt,« siger Dolberg – og leverer et forsigtigt smil.

En af de grimmere oplevelser kom, da Dolberg i september vendte hjem fra en landsholdssamling til Nice, hvor han til daglig spiller. I lufthavnen i den sydfranske stroby kunne han konstatere, at hans Porsche var stjålet. Siden fandt han ud af, at tyvene også var brudt ind i hans hjem.

Indbruddet mod Dolberg er en del af grim tendens, man har set i de seneste år især i Frankrig og England, hvor fodboldstjerner er blevet berøvet, mens de har været på opgave med deres klubber eller landshold.

Selvom oplevelsen ikke ligger mange måneder tilbage, føler Dolberg sig dog ikke utryg over at være afsted med landsholdet. Men han har dog taget konsekvensen af episoden og er flyttet til et sikrere sted.

Liselotte Sabroe

»Det fylder ikke så meget. Jeg bor i et gated community nu. Så der burde ikke kunne komme nogen ind. Det er jeg tryg ved,« siger landsholdsangriberen roligt.

Om de to gange, han har været ude med corona i eftåret, fortæller han nøgternt:

»Den første gang havde jeg det fint og kunne slet ikke mærke det. Der var jeg bare hjemme i en uges tid. Anden gang var jeg lidt syg i fem dage, og det tog lidt tid for mig at komme ordentlig tilbage til træning. De første par gange fik jeg det lidt dårligt efterfølgende.«

Kasper Dolberg, som var i stort målhumør i den franske liga i månederne, inden corona lukkede verden ned, siger, at han nu er på vej tilbage i topform efter senest at have været ude med blindtarmsbetændelse og en efterfølgende operation i februar.

Meget symptomatisk var han dog ved at misse de kommende tre vigtige landskampe som følge af strikse franske corona-regler, men han er nu med i landsholdstruppen og i spil til en af angrebspladserne på Kasper Hjulmands landshold til VM-kval-kampene mod Israel, Moldova og Østrig.

»Det var irriterende i starten, men som dagene gik, accepterede jeg, at det er sådan, reglerne er. Men så blev jeg selvfølgelig glad, da jeg fik at vide i lørdags, at jeg kunne komme med alligevel,« siger Dolberg.

Nu håber han, at han kan slutte sæsonen godt af – der venter jo et EM til sommer – og igen kan bidrage med mål på landsholdet. Og gerne i større doser end de hidtidige fem mål i 21 kampe.

»Det har været en frustrerende sæson, men nu har jeg 10 kampe tilbage med Nice i sæsonen og tre fede kampe nu her. Så der er stadig mulighed for, at det ender godt. Jeg er ovre alle mine småting, og føler mig i god form fysisk og mentalt. Nu skal jeg bare have prikket bolden ind over stregen. Jeg har ikke scoret så forfærdelig mange mål på landsholdet. Det vil jeg gerne have lavet om på. Det skal nok komme,« siger landsholdets forhåbentligt ikke længere så uheldige angriber.