»Der er ikke nogen, der vil huske denne her trøje.«
Kritikken er hård fra den ene af to modeeksperter, som her vurderer den nye landsholdstrøje til EM-slutrunden fra DBU og Hummel.
Vi har allieret os med stylist og garderobeguru Laura Lava og tidligere modeansvarlig ved Euroman og kreativ direktør i Holidays, Frederik Lentz Andersen.
De kommer her med deres meninger om den nye landsholdstrøje – og hvilken samlet karakter den skal have:

Designet
Laura Lava: Det er noget retro i den med de røde Hummel-mærker op ad ærmet, som jeg godt kan lide. Der er nogle fede diagonaler og skrå linjer, som signalerer fart. Resten af trøjen synes jeg er mere anonym, og de mørkere linjer i det røde ligner mere noget fra et træs barkstruktur, der ikke gør noget godt for trøjen. Lidt for anonymt design, man ikke kommer til at huske.
Frederik Lentz Andersen: Man kan se de retro-referencer, som vi generelt ser lige nu på fodboldtrøjer. Trøjen er overraskende pæn i sin grundform, hvor jeg er vild med de røde Hummel-pile på de hvide ærmer. Kraven er flot, og jeg kan godt lide den måde, hvorpå den har en antydning af en V-hals.
De her mørke striber er jeg ikke så tosset med. Jeg kan godt se meningen med, at det skal give dybde og en anden dimension end bare fladt med rødt og hvidt. Men det er lidt trættende og fortænkt, at man skal tilføje sådan en detalje på en ellers fed retrotrøje.

Farvesammensætningen
Laura Lava: De hvide ærmer går godt sammen med den store røde plamage, der er inde på overkroppen, og giver en god varme til trøjen. Og det løfter den helt klart med de blå striber. Det signalerer noget søværn, og de tre farver går meget godt sammen.
Men når det så er sagt, så er de mørkerøde linjer ikke kønne, og farvesammensætningen generelt gør den bare mere anonym.
Frederik Lentz Andersen: Jeg er ret vild med de blå linjer. Det giver en international dimension. Der er bare noget med en klassisk trikolore, der bare fungerer godt og ikke forstyrrer for meget. Især ved rød, hvid og blå. Jeg er som sagt ikke så vild med de mørkerøde striber, men retrodesignet med de hvide ærmer er flot sammen med den klassiske signaturrøde. Og så er den smukkeste detalje bare de blå linjer.

Helhedsvurderingen
Laura Lava: Jeg elsker de stribede landsholdstrøjer fra 1980erne. Det var et design, man kunne huske. Der skulle have været noget mere markant på denne her trøje, der for mig kommer til at ligne en hvilken som helst anden fodboldtrøje. Alt i alt er det en fin trøje, men der er ikke nogen, der vil huske den. Det er lige før, at selv et europamesterskab i den ikke vil hjælpe på det.
Karakter: 3 (ud af 6)
Frederik Lentz Andersen: Havde den ikke haft de der mørkerøde lydbølgedetaljer på sig, så kunne den godt være endt med en højere karakter. Det er en fed trøje, og de danske drenge kommer til at se pisse fede ud i den, men der er noget modstridende i den med referencerne til '84 og det moderne præg. Men den retroarv, som der er i trøjen, skal nok give dem lidt ekstra.
Karakter: 4 (ud af 6)