Der bliver hverken spillet Champions League eller Europa League i næste uge.

Det bekræfter Uefa.

'Set i lyset af hvordan coronavirus spreder sig i Europa samt de forskellige beslutninger, der er blevet taget, er alle Uefa-kampe, der skulle spilles i næste uge, udskudt.'

Sådan lyder det i en udtalelse fra Uefa, der er kommet fredag formiddag.

Der er tale om alle kampe i Champions League, alle kampe i Uefa Youth League samt kampene i Europa League. Set fra et dansk perspektiv betyder det også, at FC København ikke skal spille returkamp i Europa League i Parken i næste uge.

'Det vil senere blive meldt ud, hvornår disse kampe skal spilles,' skriver Uefa, der tilføjer, at lodtrækningen til kvartfinalerne, der ellers skulle finde sted 20. marts, også er udskudt.

FC København var i aktion i netop Europa League torsdag aften. Her tabte holdet med 0-1 til tyrkiske Istanbul Basaksehir, men det var ikke nederlaget, der fyldte hos Ståle Solbakken efter kampen.

Han var i stedet ude med en massiv kritik af, at kampen overhovedet blev spillet og gennemført. Han lagde i hvert fald ikke skjul på, at han var vred.

Ståle Solbakken var bestemt ikke tilfreds med, at FCK-mandskabet skulle i aktion i Istanbul torsdag aften.
Ståle Solbakken var bestemt ikke tilfreds med, at FCK-mandskabet skulle i aktion i Istanbul torsdag aften. Foto: STRINGER
Vis mere

»Jeg er chokeret, forundret og forarget over arrogancen i Uefa,« sagde nordmanden blandt andet og tilføjede:

»Jeg synes, det er meget, meget svært. Jeg er meget, meget forundret, og jeg synes, det er forkasteligt. Det bør få et eller andet slags efterspil. Det får det sandsynligvis aldrig, men vi kan ikke stå her og ikke snakke om det her, fordi det her er noget, der er meget, meget større end en ottendedelsfinale i fodbold.«

Det er dog ikke slut med hverken møder eller snakke for Uefa, for torsdag meddelte forbundet, at der tirsdag bliver holdt et stort videomøde tirsdag den 17. marts.

Her skal det blandt andet diskuteres, hvad der skal ske med sommerens EM i fodbold.