Det var en rødglødende Ståle Solbakken, der stillede op til interview efter det smalle 0-1-nederlag til tyrkiske Istanbul Basaksehir i den første af to ottendedelsfinaler i Europa League.

Men det var ikke på grund af resultatet. I stedet var det rettet mod Uefas håndtering af aftenens kamp, der på trods af coronavirus verden over blev gennemført.

»Jeg er chokeret, forundret og forarget over arrogancen i Uefa,« siger Ståle Solbakken til 6'eren. Se den oprørte FCK-manager i videoen øverst i artiklen.

»Jeg synes, det er meget, meget svært. Jeg er meget, meget forundret, og jeg synes, det er forkasteligt. Det bør få et eller andet slags efterspil. Det får det sandsynligvis aldrig, men vi kan ikke stå her og ikke snakke om det her, fordi det her er noget, der er meget, meget større end en ottendedelsfinale i fodbold,« siger han videre.

Optakten har da også mildest talt været specielt for FC København, der fløj til Tyrkiet tirsdag, men ikke vidste, hvorvidt kampen overhovedet skulle spilles i takt med, at corona-udbruddet blot tog til overalt i Europa.

Klubben har således været i kontakt med Uefa og forsøgt at argumentere for at aflyse kampen, men uden held.

Senest kom meldingen så, at de i den tyrkiske liga fra fredag vil blive spillet uden tilskuere.

»Jeg håber, det her bliver et tema på tirsdagens Uefa-møde for sådan kan man ikke behandle topidrætsudøvere, som hver dag gør sit bedste.«

Hvad synes du, de skal beslutte i forhold til den her turnering?

»Det er for sent. Turneringen har allerede spillet fallit,« svarede Ståle Solbakken blandt andet, der var meget stolt af sit mandskab, og hvordan de havde håndteret hele situationen.

Til klubbens hjemmeside tilføjer nordmanden blandt andet, at kampen aldrig burde være spillet.

»Det har været en meget, meget hård dag for spillerne på grund af Corona-udviklingen derhjemme. De har koner og børn, forældre og bedsteforældre, som de tænker på, og i forhold til omstændigheder, er det meget imponerende, at de gik ud og præsterede som de gjorde i aften.«

Det er endnu usikkert, hvorvidt returopgøret bliver spillet i København om en uge. FCK meldte tidligere torsdag ud, at klubben ikke regner med, at kampen bliver spillet.