Rygterne om Red Bull og Brøndby IF er nået til Tyskland.

Og det fik både hjemme- og udebanefans til at stå sammen, da Dortmund fredag aften fik besøg af Køln.

I bunden af Dortmunds berømte endetribune, der populært kaldes 'Den gule mur', havde de tyske fans sendt en hilsen til Brøndby i lyset af den seneste uges rygter om Red Bulls interesse i Vestegnsklubben.

'Altid gul og blå. Altid Brøndby IF. Aldrig Red Bull,' stod der på dansk i banneret i bunden af tribunen. Se klippet øverst i artiklen.

På billedet herover kan man lidt tydeligere se banneret, men undervejs i kampen var der flere bannere, hvorpå der stod 'fingrene væk fra Brøndby' samt 'Fuck RB'. Også Kølns fans havde et banner med, da bad medejer i Red Bull Dietrich Mateschitz om at holde fingrene væk.

Historien ledte også til, at Brøndby-fans satte protesterende bannere op ved Brøndby Stadion.

Mediet InsideBusiness bragte tirsdag historien om, at Dietrich Mateschitz havde været i Brøndby for at se nærmere på klubben. Brøndby-ejer Jan Bech Andersen har til B.T. afvist at have været i kontakt med Red Bull. I Tyskland er RB Leipzig kendt som den måske mest hadede klub blandt tyske fans.

Dortmund vandt kampen 5-1. Erling Braut Haaland fik hjemmebanedebut og scorede to mål, så han nu har scoret fem Bundesliga-mål i sine første to Bundesliga-kamp, hvilket aldrig er sket før i ligaens historie.