Tv-stationen ESPN har fundet sig selv i lidt af en pinlig situation efter en udsendelse, der blev sendt søndag aften.

Her troede to af stationens værter nemlig ikke, at de blev optaget, da de gjorde nar ad Tottenham-stjernen Harry Kane – men det blev de.

Mellem optagelserne faldt snakken nemlig på den engelske angriber, kort tid efter at han og resten af London-klubben havde besejret Brighton 2-1.

Og ud over en seriøs snak om Kanes flyvende form var der også plads til at gøre grin med stjernens stemme, ligesom landsholdsanføreren blev kaldt knap så pæne ord.

Klippet endte efterfølgende med at blive offentliggjort, og selv om det er slettet fra YouTube igen, så florerer det fortsat på de sociale medier, hvor værterne og tv-stationen er blevet mødt med et hav af rasende kommentarer fra både fans og tidligere Tottenham-spillere.

Kritikken har nu betydet, at både Alexis Nunes og Mark Ogden har undskyldt over for både seerne og ikke mindst Harry Kane.

'En upassende samtale med vores producer blev kortvarigt offentliggjort ved en fejl. Vores kommentarer var åbenlyst respektløse og fortrydelige. Vi har den største respekt for Harry Kane, der er en forbilledlig professionel og rollemodel for unge,' skriver Mark Ogden på sin Twitter-profil og tilføjer:

'Vi har kontaktet Tottenham Hotspur og Harry for oprigtigt at undskylde.'