En særlig episode efter Champions League-kampen mellem Dortmund og Manchester City har fået stor opmærksomhed.

For det er ikke kun europæiske storklubber rundt omkring, der vil have fingrene i en underskrift fra Erling Haaland. Det sammen ville kampens rumænske linjedommer.

Det viser tv-billeder fra spillertunnellen. Her gik linjedommeren hen og spurgte Dortmund-angriberen, om han måtte få en autograf.

Og han fik tydeligvis et 'ja' fra den 20-årige stjerne, der satte sit navn på et gult kort, linjedommeren efterfølgende kunne tage med sig. Noget, der efterfølgende har fået en del opmærksomhed, da det ikke er helt normale scener i forbindelse med kampe.

»Man kan være fan. Men man kan ikke gøre det foran andre spillere,« lød det fra eksperten på engelske BT Sport Owen Hargreaves efter kampen, som Manchester City vandt med 2-1.

Også på de sociale medier har tv-klippet fået stor opmærksomhed. Blandt andet skriver AP-journalisten Rob Harris, at det nok ikke er noget, der giver klapsalver hos UEFA.

'En linjedommer skal ikke bede en spiller om en autograf, som det var tilfældet efter kampen med Haaland. Dette er billeder, UEFA ikke har lyst til at se,' skriver han i et opslag på Twitter.

I kommentarsporet under tweetet er det tydeligt, at linjedommerens forespørgsel deler vandene. Flere påpeger, at kampen var slut, og dermed var det okay, da linjedommeren havde udført sit arbejde. Andre mener, at dommerens arbejde dels ikke var afsluttet, da der skal skrives en rapport for kampen, og dels skal alle spillere behandles ens.

Efter opgøret var det ikke de store ord, Manchester Citys manager Pep Guardiola havde at sige om episoden, da han blev spurgt ind til det.

»Måske er han fan af Haaland. Måske var det til hans søn eller datter? Jeg har aldrig set det før. Men dommeren og linjedommeren havde ret og gjorde det godt i kampen. Det er alt, jeg har at sige,« sagde han ifølge BBC.