Har du ikke set Thomas Delaneys skorpionmål til landsholdstræning, er du gået glip af noget.

Og så er du i øvrigt også efterhånden en af de få. For videoen af den danske landsholdsspiller, der til træning med sine danske holdkammerater scorer med hælen over sit eget hoved, er gået viralt.

Det gjorde den allerede i dagene efter, at det skete i slutningen af marts. Og nu fortæller det kæmpestore fodboldmedie 433, at det er den mest sete Instagram-video hos dem nogensinde.

Hos DBU har social media manager Jonas Nygaard modtaget en mail fra 433 med de ord om den virale video, der ifølge det sociale medie er blevet set mere end 28 millioner gange. Der er altså mere end nogen anden video på den platform.

»Jo, det sker nok ikke hver dag. Og måske er det også sådan nogle ting, der sker lidt oftere i træning end i kamp, fordi at jeg havde alligevel brændt den første chance, så tænkte jeg: ‘Hva’ fanden, nu prøver vi et eller andet vanvittigt,« sagde Thomas Delaney selv om målet på et pressemøde 30. marts.

Her en uge senere kan han glæde sig over at have en rekord, da han altså nu kan kalde sit mål det mest sete hos 433 nogensinde. Det stak da også helt af efterfølgende på de sociale medier, og DBU fortæller, at det også er deres bedste opslag nogensinde.

Adskillige medier - foruden 433 - har spurgt DBU, om de måtte bruge videoen, og derfor er der altså mange millioner flere mennesker, der har fået nydt Thomas Delaneys mål til træning.

Og det er nok også sidste gang, at den danske landsholdsstjerne laver sådan en kasse - trods alt.