Thomas Delaney er gået viralt, efter den danske landsholdsspiller scorede en kongekasse til mandagens træning.

Midtbanedynamoen er ikke ligefrem kendt for den slags akrobatiske scoringer, men hovedpersonen selv er ikke så overrasket over, at han også har de kvaliteter i sig.

Det forklarede han – med et smil på læben – da der tirsdag var pressekonference i Wien før VM-kvalkampen mod Østrig.

»Jeg tror, at hvis man i mine unge dage havde videofilmet alle mine træninger, så havde der været masser at tage af,« sagde Thomas Delaney, før han brød ud i et stort grin (se scoringen herunder).

»Ej, spøg til side. Jo, det sker nok ikke hver dag. Og måske er det også sådan nogle ting, der sker lidt oftere i træning end i kamp, fordi at jeg havde alligevel brændt den første chance, så tænkte jeg: ‘Hva’ fanden, nu prøver vi et eller andet vanvittigt,« forklarede Delaney om skorpionsparket, der efterlod Kasper Schmeichel chanceløs i målet.

»Der har været god stemning omkring det mål både under og efter træningen. Jeg har noteret mig det og vil selvfølgelig prøve at gøre det i kamp nu, men… don’t hold your breath,« tilføjede Delaney.

Holdkammeraten Pierre-Emile Højbjerg deltog også i pressekonferencen, og han havde både ros og en lille stikpille til sin midtbanekollega.

»Jeg måtte lige dobbelttjekke, om det var Thomas…« lød det fra Højbjerg med et smil, før han fortsatte:

»Men det var et flot mål – akrobatisk og magisk på samme tid, så stor cadeau herfra.«

Onsdag aften finder vi ud af, om Thomas Delaney tager magien med på banen, når Danmark møder Østrig i VM-kval’en.

Kampen spilles kl. 20.45, og du kan følge den live her på bt.dk.