Det har mildest talt været nogle kaotiske dage i den norske klub Strømsgodset, som har danske Henrik Pedersen i spidsen som træner.

Han er ifølge flere norske medier af syv spillere blevet beskyldt for at udtale sig racistisk eller nedsættende mod dem, men indtil videre er han blevet fredet i klubben, der heller ikke har givet ham en advarsel.

Det fortæller Ivar Strømsjordet, der er daglig leder i Strømsgodset, til Discovery.

»Vi har ingen konkrete aftaler om at have flere samtaler med Henrik. Men vi har selvfølgelig kontakt med ham, uden at det er konkrete møder,« sagde han tirsdag aften om sagen, der endnu ikke er slut.

For efter klubben først meddelte, at man undersøgte anklagerne for så siden at sige, der havde været en række 'uheldige episoder', der ville blive håndteret internt, har syv anonyme spillere kontakte den norske spillerforening NISO. Det skrev TV 2 Norge tirsdag.

Ifølge mediets oplysninger hævder whistlebloweren, at Henrik Pedersen har kaldt ham for 'nigger' og 'idiot monkey' (en dum abe, red.). En oplysning, mediet har fra flere uafhængige kilder.

Overfor Discovery har Strømsjordet bekræftet, at det er ordene, den danske træner er anklaget for at have sagt, men han siger, de ikke har kunnet finde frem til nogen, der har hørt det, samt at de har hørt begge parters version.

Alligevel er samtalerne i klubben ikke slut, fortalte Ivar Strømsjordet tirsdag aften.

Danske Henrik Pedersen forlod fredag sin norske klub Strømsgodset efter anklager om racisme. (Arkivfoto) Peter Steffen/Ritzau Scanpix
Danske Henrik Pedersen forlod fredag sin norske klub Strømsgodset efter anklager om racisme. (Arkivfoto) Peter Steffen/Ritzau Scanpix
Vis mere

»Der er jo kommet udspil, meninger og udmeldinger i løbet af dagen, som vi må håndtere. Det er et tema i bestyrelse. Vi holder gruppemøder i morgen tidlig med alle spillere. Det er en opfølgning i forhold til, hvad der er sket efter pressemeddelelsen mandag aften,« siger Strømsjordet om mødet, der altså finder sted onsdag morgen.

Til VG fortæller flere kilder, at de vil oplyse bestyrelsen om, at de ikke vil acceptere trænerens opførsel, og at det er noget, der bliver talt om internt i spillertruppen. Ifølge mediet har flere spillere også meddelt, at de nu vil overveje deres fremtid i klubben.

Henrik Pedersen, der har været i Strømsgodset siden 2019, har selv sagt, han han 'personligt ikke har været i tvivl om, at anklagerne var grundløse', og at han ville få renset sit navn.

»Men det været nogle meget belastende dage, hvor jeg på grund af klubbens interne undersøgelser har valgt ikke at kommentere sagen offentligt, fordi jeg ikke ville forstyrre den vigtige proces,« sagde han i en pressemeddelelse tidligere på ugen.

Henrik Pedersen har været i en lang række klubber før Strømsgodset – blandt andet har han haft flere roller i storklubben Red Bull Salzburg, været cheftræner i HB Køge og assistent i tyske Union Berlin.