Der bliver masser af sport på TV 2 i fremtiden.

Efter adskillige år, hvor det mest har handlet om håndbold, tennis og cykling på den landsdækkende tv-kanal, kommer der nu mere og mere fodbold. TV 2 har nemlig ifølge B.T.s oplysninger sikret sig rettighederne til Europa League og den nye europæiske klubturnering Conference League.

Dermed betyder det altså et farvel til Discovery for Europa League, som B.T. skrev onsdag, for TV 2 endte med at vinde en budkrig, der skubber prisen for den næstbedste og tredjebedste klubturnering i Europa gevaldigt op.

Fra 2021 til 2024 vil danskerne kunne se, hvis FC Midtjylland, FC København eller andre danske klubber kvalificerer sig til Europa, men uden helt at ramme Champions League, som bliver sværere og sværere for de mindre landes klubber at finde vej til.

Foto: Mads Claus Rasmussen
Vis mere

Og derfor vil der altså blive god mulighed for igen at se danske hold på TV 2's kanaler. B.T. spurgte allerede onsdag TV 2's sportschef, Frederik Lauesen, til de kommende Europa League-rettigheder, men han var ikke meget meddelsom.

»Vi kommenterer ikke på rettigheder, vi ikke har,« sagde Frederik Lauesen.

Men den skulle nu være god nok, at TV 2 i hvert fald fra 2021 og tre sæsoner frem lige præcis har rettighederne til Europa League og Conference League. Dermed føjer de endnu et par fodboldturneringen til porteføljen.

Den indeholder i forvejen blandt andet Serie A og La Liga, som TV 2 onsdag offentliggjorde, at man havde sikret sig frem til sommeren 2024.