Lionel Messi, Karim Benzema og alle de andre bliver på TV 2.

Den danske tv-station meddeler onsdag, at rettighederne til La Liga er blevet forlænget frem til sommeren 2024.

»At vi nu får et langvarigt forhold til LaLiga, er jeg overordentligt glad for. Vi har i vores hidtil relativt korte forhold oplevet en stærkt passioneret samarbejdspartner i La Liga. En liga, der er eksponent for både noget af det mest seværdige fodbold i Europa, og som huser en stor del af verdens største fodboldstjerner,« siger TV 2 sportschef, Frederik Lauesen.

Tv-stationen med base i Odense overtog rettighederne til den spanske ligafodbold i januar, efter at streamingtjenesten Strive havde siddet på den. I efteråret meddelte Strive dog, at man lukkede i Danmark - allerede på det tidspunkt havde TV 2 fået lov til at sende en ugentlig kamp igennem længere tid.

Det skete hos TV 2 Sport og fra januar har også den nye sportskanal TV 2 Sport X været hjemsted for kampene fra Spanien.

Her er La Liga-fodbolden 'på kort tid blevet en kernerettighed', som Frederik Lauesen udtrykker det.

I øjeblikket er der dog på grund af coronakrisen ikke noget fodbold at transmittere. Hverken fra Spanien eller noget andet land i verden. Men lige præcis på den baggrund er der glæde hos TV 2 over, at man kan gå ind og forlænge rettighederne. TV-stationerne har for nylig sendt flere medarbejdere hjem hen over sommeren.

»Samtidig er forlængelsen af LaLiga-rettighederne – netop i disse tider – glædelig for det hold af stærkt passionerede medarbejdere, der driver vores fodboldredaktion, og jeg ved, at denne fodboldnyhed vil opmuntre dem,« siger Frederik Lauesen.