TV 2 spiller med musklerne og fortsætter oprustningen på sportsfronten.

Således kan de europæiske klubturneringer i fodbold, Uefa Europa League og den kommende turnering Uefa Europa Conference League - som B.T. fortalte i april måned -  fremover ses på TV 2's kanaler og platforme.

Det sker med virkning fra sommeren 2021 og tre år. Kanalerne er TV 2, TV 2 Sport og TV 2 Sport X og sportspakken på TV 2 Play.

TV 2's nye store fodboldrettighedskøb kommer, kort tid efter mediekoncernen offentliggjorde købet af flere rettigheder til spansk fodbold i La Liga i årene 2021-2024.

En aftale, som efterfølgende er yderligere forlænget til og med sommeren 2026.

»Indkøbet af UEFA Europa League og UEFA Europa Conference League understreger TV 2's høje ambitionsniveau på sportsområdet, hvor vi vil levere markant dansk og international sport på tv og streaming. Jeg er begejstret over udsigten til endnu mere topsport på TV 2s kanaler og tjenester,« siger TV 2's administrerende direktør, Anne Engdal Stig Christensen, i en pressemeddelelse.

I øjeblikket er FC København i ottendedelsfinalen i Europa League, som i øjeblikket holder pause på grund af corona-pandemien.

»Danske klubber har gjort en god figur i Uefa Europa League i flere sæsoner, og jeg er overordentligt glad for, at danske tv-seere og streamingbrugere fremover kan følge de danske hold i både Uefa Europa League og i Uefa Europa Conference League. Jeg har store forventninger til den nye rettighed, som markant udbygger TV '2s engagement på fodboldområdet,« siger TV 2's sportschef, Frederik Lauesen.