Paige Spiranac er ikke en helt normal golfspiller.

Den 27-årige amerikaner er mere åben end de fleste, og hun har både fortalt, hvordan hun har følt sig udnyttet af mænd, at cannabis har ændret hendes liv, at hun har modtaget dødstrusler samt om et nøgenbillede, hun havde sendt til en mand.

Denne gang er golfspilleren så kommet til et emne, som optager allerflest af hendes følgere på de sociale medier. Nemlig hendes bryster. I små 13 minutter fortæller Paige Spiranac om det, som allerflest har spørgsmål til hende om.

»Jeg viser da min kavalergang. Det kan jeg ikke se noget galt i. Jeg kan godt lide, hvordan min krop ser ud,« fortæller Paige Spiranac ifølge The Sun og fortsætter.

»Jeg er ung, har selvtillid og kan godt lide at føle mig sexet, og jeg synes, at jeg har et flot bryst, og det mener jeg ikke, at der er noget galt i. Hvis du gerne vil vise visse ting frem, så gør det. Jeg har aldrig tænkt, at det var et problem.«

Hun er tidligere blevet kaldt verdens smukkeste golfspiller, og Paige Spiranac spiller ikke bare golf. Hun er efterhånden også anerkendt som det, vi i Danmark, men på engelsk vil kalde en influencer.

Det skyldes muligvis den store åbenhed og den manglende frygt for at tale om emner, som for andre er blufærdige. Spiranac var i hvert fald ikke færdig med at tale om egne fordele, og hun er helt åben for spørgsmålene.

»Min kavalergang er altid fremme. Jeg bliver ikke stødt af det, når folk spørger mig om de her spørgsmål, fordi jeg godt ved, at jeg på en måde viser det frem,« siger Spiranac og fortsætter.

»Jeg arbejder rigtig hårdt på min krop. Jeg bruger mange timer i fitnesscentret og på min kost, og jeg er stolt af, hvordan min krop ser ud.«

En ting er, hvordan kroppen ser ud. Noget andet er, at den 27-årige golfspiller ser deciderede fordele i, hvordan kroppen er bygget, når hun spiller golf.

»Jeg står lidt længere væk, så jeg har lidt mere plads til armene over brystet. Når du først har vænnet dig til, at de er i vejen, er det fint,« starter hun.

»Det er aldrig et problem. De er der bare. Når man putter, chipper og bare alt andet end svinget er helt fint. Og jeg tror faktisk, at det hjælper lidt, fordi mine arme er så tætte, at jeg kan mærke dem røre hinanden hele tiden.«