Velbekomme.

Der er for cykelfans serveret en bugnende buffet af store etapeløb og klassikere i efteråret.

Og ryttere og hold skal vælge til og fra, for løbene overlapper hinanden på kryds og på tværs.

De to grand tours Giro d'Italia og Vuelta a Espana er placeret, så løbene overlapper hinanden i seks dage i oktober, oplyser Den Internationale Cykelunion, UCI.

UCI offentliggjorde tirsdag som ventet en revideret kalender af alle de cykelløb, der enten var udskudt eller allerede stod til afvikling i efteråret.

Det har givet et yderst sammenpresset program fra august og de efterfølgende måneder, hvor alle tre grand tours blandt andet skal afvikles.

Det skyldes, at udbruddet af coronavirus har lavet om på hele forårets program, så mange løb skal presses ind i andet halvår af 2020.

Tour de France, der er cykelsportens suverænt største løb, begynder i Nice 29. august og varer frem til 20. september.

Derefter følger en række løb. Giroen køres fra 3. til 25. oktober, mens Vueltaen indledes 20. oktober og varer frem til 8. november i en udgave, der er forkortet med tre etaper.

Fra 20. oktober til 25. oktober overlapper Giroen og Vueltaen hinanden.

Vueltaen droppede starten i Holland, hvor de første tre etaper ellers skulle være afviklet. I stedet skal rytterne begynde i Baskerlandet, og løbet er forkortet med tre etaper.

En række klassikere er desuden placeret oveni i de tre grand tours.

Liège-Bastogne-Liège er placeret 4. oktober - altså kort inde i Giroen.

Amstel Gold Race står til afvikling 10. oktober, mens Flandern Rundt skal køres 18. oktober.

Endelig skal Paris-Roubaix køres 25. oktober, samme dag som Giroen slutter.

Rytterne skal dermed træffe nogle svære valg, og holdene skal prioritere benhårdt mellem de attraktive løb.

Det sidste løb, der er sat ind i den reviderede kalender, er Lombardiet Rundt 31. oktober. Her er Vueltaen fortsat i fuld gang.

/ritzau/