Det sendte chokbølger gennem store dele af Fodbolddanmark, da FCK præsenterede ny angriber for nylig.
Kamil Wilczek. Tidligere en stjerne i Brøndby IF, hvor han også var anfører.
Og klubbens tidligere sportsdirektør Troels Bech var da også blandt dem, der på ingen måde havde set den komme.
»Jeg synes, det er virkelig blandet. Fodbold er også følelser, og dem, der tildeler kærlighed, kan også godt med en vis ret føle sig svigtet. Det kan jeg sagtens forstå. Men hvis jeg dermed også skulle sige, det ikke var en hvilken som helst persons ret at vælge frit efter, hvad de synes passer til deres liv, hvor de er nu, ville det være et ret stort overgreb,« siger Troels Bech i den seneste udsendelse af DPlay-programmet 'SuperligaHjørnet'.
For mange Brøndby-fans reagerede på nyheden – og for en dels vedkommende var det ikke på den positive måde.
Inden han forlod klubben, slog Kamil Wilczek fast, at Brøndby altid ville være i hans hjerte, ligesom han købte flere af de støttetrøjer, klubben satte til salg under coronakrisen.
Og så stod han pludselig der. I den hvide FCK-trøje. Klar til at score mål for Brøndbys helt store rival.
Noget, Troels Bech godt kan forstå har skabt undren blandt Brøndbys fans, som fjernede hans navn fra klubbens landsholdsvæg. Alligevel vil Troels Bech ikke dømme Wilczek.

»Jeg har det lidt svært ved det. Jeg er helt afklaret med, jeg selv synes, det var noget af et chok, at han skulle spille i FC København. Men ligesom ytringsfrihed er værd at kæmpe for, må der også være en ret til, at enhver mand og kvinde – og børn – kan vælge den beslutning, der passer til det liv, de har nu. Men jeg er splittet,« siger den tidligere sportsdirektør.
Det var ham, der i 2016 hentede den polske angriber til Vestegnen, men selv om Kamil Wilczeks beslutning splitter ham, er der dog en pointe, han meget gerne vil slå fast.
»Jeg tror, hvis jeg skal opsummere det – og det er ikke en flugt, det er mere at hæve en fane, jeg synes er vigtig – skal man ikke gå og sætte sig til doms over andre mennesker og deres handlinger. Man kan kigge indad og sige, hvordan man selv forholder sig til det, men at sætte dom over andre, synes jeg måske er lidt voldsomt. Sådan har jeg det også med Kamil. Jeg føler mig ikke i en position til at fordømme ham.«
Kamil Wilczek har gennem sin karriere spillet for Zaglebie Lubin, Piast Gliwice, Carpi, Brøndby og Göztepe, og nu er han altså en del af Ståle Solbakkens FCK-mandskab.