Parma-angriberen Andreas Cornelius er stemplet ind i landsholdslejren efter en god sæson i Serie A. Og han ser helst, at fremtiden også ligger i Parma.

Og det er på trods af, at det italienske medie Tuttomercatoweb senest meddelte, at han var sat til salg.

Der er konkret snak om, at du er til salg. Har du hørt noget om det?

»Nej.«

Der er rygter om, at Benevento med Fillipo Inzaghi i spidsen er lune på dig. Har du hørt noget fra dem?

»Nej. Men der vil altid være en masse ting. Jeg tror, der er mange klubber, der leder efter en angriber, der har vist, han kan score mål. Jeg skal ikke tage stilling til hvert enkelt rygte, så kan jeg ikke fokusere på det, jeg har gang i. Nu skal vi have en opstart med Parma med en ny træner (Fabio Leverani er netop blevet ansat, red.). Jeg skal lære den måde, vi skal spille på, og nogle nye rutiner. Og så skal jeg spille en rigtig god sæson i den kommende sæson,« siger Cornelius og tilføjer:

»Der vil altid være rygter, når en spiller har gjort det godt, og så vil man være attraktiv for andre klubber. Der vil være en masse rygter, men jeg tager det stille og roligt. Jeg er sgu glad for at være i Parma, og jeg har en lang kontrakt. Og jeg er sikker på, de også er glade for, at jeg er der.«

Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

Cornelius scorede 12 gange i den forgangne Serie A-sæson. Efter at have skifte de seneste tre sommervinduer til henholdsvis Atalanta, Bordeaux og senest Parma håber danskeren, at han har fundet stabilitet i Parma.

»Fodboldverdenen går hurtigt. Jeg er skiftet lidt rundt. Nu ser det så ud til, jeg skal blive i Parma. Nu har vi så skiftet hele trænerstaben, så tingene ændrer sig. Skulle jeg blive i Parma, er det også en ny udfordring og nye ideer, jeg skal vænne mig til. Man skal være omstillingsparat og klar til at passe ind. Det kan være svært, men det er noget, man bliver bedre til, i takt med at man får større erfaring,« lyder det fra angriberen.

Cornelius fik landsholdsdebut i 2012 og er også en del af den nye landstræner, Kasper Hjulmands, første trup frem mod kampene lørdag og tirsdag mod henholdsvis Belgien og England.