Tre PSG-spillere er blevet testet positiv for coronavirus.

Det oplyser den franske storklub onsdag ifølge nyhedsbureauet AFP.

PSG har ikke selv offentliggjort navnene på de spillere, der er ramt.

Men ifølge det normalt pålidelige franske medie L'Équipe er superstjernen Neymar en af de spillere, der er testet positiv.

Angel Di Maria og Neymar skulle være blandt de smittede PSG-spillere.
Angel Di Maria og Neymar skulle være blandt de smittede PSG-spillere. DAVID RAMOS

Udover Neymar skulle der være tale om Leandro Paredes og Angel Di Maria.

L'Équipe skriver, at de tre spillere alle har været på ferie på den spanske ferieø Ibiza efter nederlaget til Bayern München i Champions League-finalen.

Nu kan de tre så se frem til en uges corona-karantæne, før de igen kan træne med holdkammeraterne.

Paris Saint-Germain oplyser, at alle sikkerhedsprotokoller bliver fulgt, og at alle spillere samt trænerstaben vil blive testet de næste dage.

Den franske storklub spiller sin første ligakamp 10. september, så dermed burde de tre spillere kunne være med til sæsonåbningen, hvis alt går vel.

Med de positive coronatests melder PSG sig ind i en efterhånden lang række af franske klubber, der er blevet ramt af coronavirus.

I de seneste uger er spillere fra Lyon, Marseille, Rennes, Nantes og Montpellier nemlig også blevet testet positiv for virusset.