Den velrenommerede italienske transferguru Fabrizio Romano har meldt ud om Paris Saint-Germain-spilleren Kylian Mbappé.

Romano skriver, at Real Madrid er gået ind i kampen om at få Mbappé til hovedstadsklubben.

'Bekræftet. Real Madrid har lavet et formelt bud på 160 millioner euro (1,19 milliarder kroner, red.) for at hente Kylian Mbappé med det samme,' skriver Romano på Twitter.

Til trods for en astronomisk sum har PSG endnu ikke accepteret buddet, skriver Romano.

Mbappé jubler efter sit mål imod Stade Brestois 29, fredag 20 august.
Mbappé jubler efter sit mål imod Stade Brestois 29, fredag 20 august. LOIC VENANCE

Derudover oplyser Romano, at Mbappé allerede har afvist mere end tre tilbud fra PSG om kontraktforlængelse.

Den 22-årige franske landsholdsspiller har kontraktudløb i PSG sommeren 2022.

Det betyder, at andre klubber kvit og frit kan skrive kontrakt med superstjernen fra årsskiftet, hvorefter han vil være tilgængelig fra næste sæson af.

Årsagen er Bosman-reglerne, der blev indført i 1995. Reglerne tillader, at spillere kan skrive kontrakt med en anden klub, når der er seks måneder tilbage af spillerens kontrakt. Når kontrakten udløber, skifter spilleren til den pågældende klub.

Mbappé har scoret 92 mål i 110 kampe for Paris Saint-Germain i den franske liga, Ligue 1.

Transfervinduet lukker 31. august i Frankrig og Spanien. Altså har klubberne en uge til at blive enige, hvis en handel skal komme på tale i dette transfervindue.

Ifølge det engelske medie Mirror er buddet på 160 millioner euro blevet afvist. De skriver også, at Real Madrid har hævet sit bud til 1,48 milliarder for at få handlen til at ske.