Et vigtigt mål, sikkert sparket ind, og så jubelscenen: En kraftfuld piruette i luften, armene ned langs siden i landingen og det aggressive jubelbrøl 'siiiuuuu!!!'

Tilskuerne på Old Trafford fik endnu engang Cristiano Ronaldos velkendte signaturjubel at se. Problemet for hjemmepublikummet var bare, at det ikke var Ronaldo, som leverede den.

Det var derimod Evertons Andros Townsend, som gav sit bedste bud på en Ronaldo-jubel, efter sin scoring til 1-1 mod Manchester United i dagens Premier League-opgør. Se videoen herover.

Men hvad gik det ud på - var det en hån mod United-superstjernen, eller var det for at hylde ham? Det afslørede Andros Townsend efter kampen.

PHIL NOBLE

»Han er mit idol. Jeg voksede op med at se Ronaldo, og jeg har brugt timer på at efterligne hans måde at spille på,« siger Everton-profilen, og griner over sin udførsel af Ronaldos jubelspring.

»Jeg skulle måske have brugt lidt mere krudt på at øve mig på hans jubel. Det var ikke flot lavet. Men jeg gjorde det som en hyldest til ham.«

Townsend blev efterfølgende hyldet på de sociale medier for sin jubelscene, eksempelvis skriver profilen Oddsbible, at det var 'en topklasse måde at tage pis på Ronaldo'.

Topopgøret i Manchester sluttede skuffende for Cristiano Ronaldo og co. 1-1 efter endnu en slatten Manchester United-optræden.