Kingsley Coman erkender nu, at han begik en fejl, da han tirsdag satte sig ind i sin bil med retning mod Bayern Münchens træningsanlæg.
»Jeg vil gerne sige undskyld til klubben og til Audi for, at jeg ikke kørte til træning i min firmabil,« siger fodboldspilleren.
Ifølge Bild har den franske landsholdsspiller forbrudt sig mod klubbens regelsæt, hvor der står, at spillere skal benytte sig af de biler, der er stillet til rådighed af storsponsoren Audi, når de er på arbejde.
I tirsdags satte Kingsley Coman sig ind i sin McLaren 570S Spider, der i Tyskland koster omkring halvanden million kroner. Og den ser sådan ud:
Det er i øvrigt samme problematik, som Nicklas Bendtner kørte sig ind i for lige omkring fem år siden, da han spillede for Wolfsburg.
Her kørte danskeren til træning i en sort Mercedes og lagde et billede på Instagram, hvilket bestemt ikke blev billiget i bundesligaklubben, der er ejet af bilfabrikanten Volkswagen. Det blev begyndelsen til enden på hans tumultariske ophold i Tyskland.
Kingsley Coman er heller ikke den eneste Bayern München-spiller, der på det seneste har forbrudt sig mod bilrestriktionerne. Det samme er sket for Jerome Boateng, Niklas Süle og Philippe Coutinho. Derfor markerede klubben tydeligt i januar, at en brud mod de regler vil koste en bøde på 50.000 euro (små 375.000 kroner).
Den 23-årige franske fodboldsspiller har dog haft en forklaring på brøleren.
»Det var på grund af et beskadiget sidespejl på min Audi. Det var dog alligevel en fejl, og det ved jeg,« siger Kingsley Coman til Bild.
Han går også bodsgang på anden vis.
»For at gøre det godt igen vil jeg, så snart det er muligt, besøge Audi-fabrikken i Ingolstadt og skrive autografer til de ansatte og medbringe nogle erkendtligheder,« siger han.
At Kingsley Coman overhovedet kunne komme i den situation midt i tid, hvor meget af Europa er corona-nedlukket, skyldes, at man i Bayern München igen er begyndt at træne. Det kan du se mere til øverst i artiklen