For godt en uge siden chokerede en stor del af bestyrelsen i Barcelona fodboldverdenen ved at forlade deres poster.
Seks herrer med et ellers spændende og eftertragtet job havde fået nok og tog deres tøj og gik, heriblandt vicepræsident Emili Rousaud.
Med begge fødder på den anden side af Barcelona-døren fortæller Rousaud nu om de interne samtaler, ikke mindst de mest interessante – transferønskerne.
Og den tidligere klubstjerne Neymar, der er blevet rygtet tilbage til Barcelona mange gange, er rigtigt nok et mål som ny holdkammerat til Martin Braithwaite, afslører Rousaud.
»Det er muligt, at Neymar kommer tilbage. Interessen for ham er reel,« siger Emili Rosaud til Sport.
»Coronavirussen kommer til at skabe en nedgang i markedet, så transferer kan blive billigere. De fleste klubber kommer til at opleve økonomiske problemer,« tilføjer Rousaud om en mulig handel, der selvfølgelig også afhænger af, om catalonierne kan blive enige med ikke mindst PSG samt spilleren.
»Hvis alle tre parter kan blive enige om en aftale, så skal de nok finde en løsning. Betalingen kan for eksempel ske i flere rater. Det hele afhænger af både Barca, PSG og ikke mindst, hvilke krav Neymar kommer til at stille,« lyder det fra Rosaud.
Barcelona kan i øvrigt blive særdeles aktive på transfermarkedet, når det åbner igen. Kun tre spillere er fredet i truppen.