Kun tre spillere er 'urørlige': Lionel Messi, Frenkie de Jong, Marc-Andre ter Stegen.

Ellers er man i FC Barcelona klar til at skille sig af med resten af den stjernespækkede trup.

Det skriver ESPN på baggrund af flere kilder med indsigt i den spanske storklub, der altså kan gå et tumultarisk transfervindue i møde.

'Der er i klubben en bevidsthed om, at en stribe af spillere skal sælges eller inkluderes i potentielle handler for at gennemføre en så stor udskiftning af truppen,' skriver mediet.

Martin Braithwaite har kun spillet med i tre kampe i La Liga for FC Barcelona.
Martin Braithwaite har kun spillet med i tre kampe i La Liga for FC Barcelona. TONI ALBIR

Dermed er danske Martin Braithwaite, der kom til klubben så sent som i februar, ifølge mediet også på listen over de undværlige FC Barcelona-spillere sammen med eksempelvis Antoine Griezmann, Ousmane Dembele og Luis Suarez for at nævne nogle af de helt store.

Det er selvfølgelig coronapandemien, der har lukket fodboldverdenen ned, der også sætter et stort økonomisk pres på klubben.

Barcas præsident har for nylig sagt, at man stadig er i stand til at hente store navne, men at det sandsynligvis kun kan gennemføres via anderledes spillerhandler.

»Der vil ikke være så mange penge i transfermarkedet på grund af pandemien, men jeg forudser, at vi kommer til at se mange flere byttehandler,« har det lydt fra Josep Maria Bartomeu.

Og kan rigtigt mange FC Barcelona-spillere altså komme i spil på den led ifølge ESPN, der omvendt anfører på baggrund af kiler, at klubben jagter forstærkninger til midtforsvaret, højre back og angrebet.

Helt forrest er Inters Lautaro Martinez og PSGs Neymar angiveligt stadig de to varmeste navne på blokken hos den sportslige ledelse.

FC Barcelona har allerede sikret sig to nyerhvervelser til sommer. Fra Braga kommer angriberen Francisco Trincao, og fra Las Palmas kommer midtbanespilleren Pedri.

I den coronafbrudte sæson ligger FC Barcelona på førstepladsen i La Liga.