Fester i lange baner.

Foruden træning, kampe og restitution er gang-i-gaden og storslåede fester en del af hverdagen som fodboldstjerne i glamourøse Paris Saint-Germain.

Det fortæller den belgiske back Thomas Meunier, som denne sommer er skiftet til Borussia Dortmund fra PSG, som i aftes kvalificerede sig til Champions Leagues semifinaler.

»Det kendetegner bare klubben: Lej et palads, lej en hel bygning – der var hundredvis af folk til de fester,« siger han i et interview med belgiske RTBF, hvor han fortæller om de vilde år, han har haft som PSG-spiller.

Foto: GONZALO FUENTES
Vis mere

»Alene fødselsdagsfesterne... Det var helt vildt,« reflekterer den 28-årige belgiske landsholdsback.

Han lavede i sommeren 2016 det store skifte fra Club Brugge i hjemlandet til den svinerige Paris-klub, hvor han har været holdkammerater med alle fra Neymar over Dani Alves, Angel Di Maria og Edison Cavani til Kylian Mbappé.

Det var noget af et kulturchok for ham at skifte fra Club Brugges hyggefester med billard og dart til de glamourøse kæmpefester, som PSG-stjernerne frekventerer og afholder, fortæller han.

»Her er det overflod. De er stjerner. Det er her, man mærker, at de er mere end bare fodboldspillere. Det er helt sygt,« siger Meunier, som er bange for, at unge fodboldspillere får et forskruet syn på, hvad det indebærer at være professionel fodboldspiller.

Foto: THOMAS SAMSON
Vis mere

»En lækker bil, en smuk kvinde, Instagram, synlighed, image. De higer efter anerkendelse. Og det er fodbold for dem. Men at køre i en Bugatti er ikke lig med det at være fodboldspiller. Men sådan er det i Paris. Der er det overflod, natklubber, middage og fødselsdagsfester.«

Selv om festkulturen er vild i PSG, så har der været episoder, hvor klubledelsen har sagt fra over for festerne. Eksempelvis skabte det røre, da Neymar afholdt en af sine gigantiske fødselsdagsfester kun 48 timer inden en Ligue 1-kamp.

For meget fest eller ej. I aftes viste Neymar og co. klassen – og fik endnu en grund til af feste.

Med 2-1-sidsteminuts-sejren over Atalanta er superstjernerne klar til semifinalen i Champions League – for første gang siden 1995 – hvor holdet skal møde vinderen af kvartfinalen mellem Atlético Madrid og RB Leipzig.