Pierre-Emile Højbjerg kan se frem til en betragtelig hyre, når han fremover skal trække Tottenham-trøjen over hovedet.

Han fordobler nemlig ifølge FootballInsider sin løn fra tiden i Southampton, så han fremover tjener 100.000 pund om ugen, eller hvad der svarer til cirka 43 millioner kroner årligt.

Det gør ham til en af de absolut bedst betalte danske fodboldspillere, kun overgået af stjernerne Christian Eriksen og Kasper Schmeichel.

Så meget tjener de årligt:

  1. Christian Eriksen - 67 millioner kroner (Inter)
  2. Kasper Schmeichel - 56 millioner kroner (Leicester)
  3. Pierre-Emile Højbjerg - 43 millioner kroner (Tottenham)
  4. Thomas Delaney - 40 millioner kroner (Dortmund)
  5. Andreas Christensen - 34 millioner kroner (Chelsea)

Tottenham måtte angiveligt smide i omegnen af 123 millioner kroner for Højbjerg, hvor han har skrevet under på en 5-årig kontrakt.

I Southampton blev det til 134 kampe og fem mål for danskeren, hvor han også bar anførerbindet i store dele af sidste sæson. Men da Højbjerg ikke ønskede at forlænge kontrakten, og dermed lagde op til et klubskifte, valgte Southamptons manager dog at degradere Højbjerg fra tjansen tilbage i juni.

Der gik blot et halvt år uden en dansker i klubben fra den nordlige del af London. Christian Eriksen skiftede til Inter fra netop Tottenham i vinters efter seks år i klubben.

I Tottenham skal Højbjerg under José Mourinhos vinger, der i sin første sæson i klubben akkurat formåede at skaffe en sjetteplads, som giver adgang til Europa League.