267 Premier League-kampe har sat sine spor på den tidligere målmand Robert Greens krop.

Det blev tydeligt på Stamford Bridge lørdag eftermiddag, hvor den 41-årige englænder var på fjernsyn inden kampen mellem Chelsea og Manchester City.

Her viste Robert Green nemlig en finger frem, som peger i en anden retning end alle de andre. Og det overraskede eksempelvis den tidligere angriber Jimmy Floyd Hasselbaink.

»Det er dedikation,« lød det kontant fra Robert Greens tidligere Premier League-kollega.

41-årige Robert Green.
41-årige Robert Green. Foto: GLYN KIRK
Vis mere

Du kan se hele episoden i videoen, som du finder nederst i denne artikel.

Den tidligere Premier League-målmand nåede ligeledes at forklare, hvornår han fik skaden samt hvorfor.

»Det er fra et af Jimmys frispark for cirka 15 år siden. En af de mest grundlæggende ting ved Premier League sammenlignet med andre ligaer er, at de sparker meget hårdere til bolden.«

Bobby Zamora, som ligeledes tidligere har spillet i den bedste engelske fodboldrække, stod også på sidelinjen. Han lavede lidt sjov med Robert Greens finger.

»Peger du på mig eller hvad? Du skal lade være med at pege på mig,« sagde den tidligere angriber med et smil på læben.

Manden med den meget specielle finger var aktiv i målet fra 1999 til 2019. Han nåede eksempelvis at spille i klubber som West Ham, Norwich, QPR og Chelsea.