Det kan være åh så hårdt at være fodboldstjerne med en gigantisk millionindkomst.

Det må Gianluigi Donnarumma sande, for han sidder i Paris og er træt og trist af situationen i superstjerne-enklaven i Paris Saint-Germain, og det vil han tage konsekvensen af.

Den italienske europamester har nemlig ikke fået så meget spilletid, som han havde drømt om, da han skiftede til den franske storklub i sommer. Og nu vil han væk efter bare to måneder i klubben, og det er hans agent, Mino Raiola, klar på at fikse.

Det er den italienske avis Corriere della Sera, som skriver, at Donnarumma er træt af at være andetvalg bag Keylor Navas i målet, hvor han kun har spillet to kampe i denne sæson, og nu spøger en anden storklub.

Foto: STEPHANE MAHE
Vis mere

Det burde ellers ikke komme bag på den 22-årige målmandsstjerne, at der ville være konkurrence i buret hos PSG, som har dobbeltdækning af stjerner på samtlige pladser.

Navas har været en særdeles pålidelig sidsteskanse for franskmændene i de sidste to sæsoner, og bliver tilsyneladende ikke ofret lige med det første af træner Mauricio Pochettino. I syv kampe har Navas vogtet buret i denne sæson.

Den situation - at Donnarumma og Navas skulle dele spilletiden mellem sig - var ventet af de fleste, og det vakte da også opsigt, at den franske storklub hentede italieneren i AC Milan, hvor hans kontrakt udløb i sommer, nu hvor de var stærkt besat på målmandsposten.

Ifølge Corriere della Ser arbejder Donnarummas superagent Mino Raiola på at sende sin utilfredse klient til Juventus, hvor Wojchech Szczesnys kontrakt løber ud til sommer.